Kz-fangeteater, mere eller mindre hemmelige teateraktiviteter, der fandt sted i nogle af nazismens mange koncentrationslejre fra 1933 til 1945. Mest almindelig var hemmelige sang- og oplæsningsprogrammer i enkelte barakker, hvor små kunstneriske ‘udrykningshold’ sneg sig rundt og optrådte. Gulvet eller et bord kunne gøre det ud for en scene, hvor professionelle og amatører sang, reciterede eller spillede satiriske sketcher. Især parodier på fangevogtere var populære. Disse forestillinger var som regel korte; de var farlige at udføre, der var ikke tid til at prøve, og nye spillere skulle kunne tage over, hvis nogen døde. Mange kunstnere måtte lade livet i Kz-lejre.

Til tider blev der dog også på kommando fra SSere opført større teater- eller musikforestillinger. I Buchenwald blev fanger sat til at indrette et teater i en stor barak, hvor omkring 500 fanger og nogle SS-officerer overværede fangeskabte varietéer – især på ‘hviledagen’ søndag. Ikke mindst i Theresienstadt beordredes fanger til at optræde for at give omverdenen et mere menneskeligt indtryk af nazismen. Her opførtes også uddrag af klassikere som Fr. Schiller, Goethe, Shakespeare, George Bernard Shaw, Molière, Gogol. En af de mest kendte Kz-kunstnere var ‘Theresienstadts Aristophanes’, kabaretkunstneren Karel Schwenk, der iscenesatte mange forestillinger.

Teater i Kz-lejre tjente flere formål for fangerne: Et øjebliks glemsel, gensidig opmuntring og håb, fastholdelse og udvikling af kulturelle traditioner, overlevelse i form af ekstra mad givet af andre fanger som tak eller af lejrofficerer for en tvungen ‘specialoptræden’. For nogle fanger var optræden direkte led i en form for modstandskamp.

Efter 2. Verdenskrig er der skrevet og opført en række dramaer om Kz-lejre, bl.a.: Ravensbrücker Ballade 1961 af Hedda Zinner; Chroniques d’une planète provisoire 1962 af Armand Gatti; Der Stellvertreter 1963 (Stedfortræderen Odense Teater 1963) af Rolf Hochhuth; Akropolis 1964 af Jerzy Grotowski; Die Ermittlung 1965 (Forundersøgelsen 1966, Ransagelsen Det Ny Teater 1967) af Peter Weiss; Il dio Kurt 1968 af Alberto Moravia; Qui Rapportera Ces Paroles? 1974 af Charlotte Delbo og An die Musik 1975 af Pip Simmons Group.

Bibliografi: Dutlinger, A E Art, music and education as strategies for survival. Theresienstadt 1941-45 2001; Goldfarb, A Theatre and drama and the Nazi concentration camps 1978; Goldfarb, A & Rovit, R Theatrical Performance during the Holocaust – Texts, Documents, Memoirs 1999.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig