Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvindeteater

Oprindelig forfatter KeNi

kvindeteater, En definition af K må automatisk tage udgangspunkt i en binær skelnen mellem teater og K. I dette ligger en påpegning af den historisk betingede patriarkalske synsvinkel i traditionel vestlig kultur og teater. I betegnelsen K ligger en forståelse af en omvendelse af udgangspunktet for teatret. I K, feministisk teater, og lesbisk teater er udgangspunktet for teatret et specielt kvindeligt og i de sidste to tilfælde kvinde- og seksualpolitisk udgangspunkt. K kan ses som en inkluderende kategori, inden for hvilken feministisk teater og lesbisk teater er overlappende forgreninger.

Det vestlige teaters historie var i lange perioder overvejende produceret af og for mænd. Med de første kvindebevægelser i slutningen af 1800-tallet kom også et større fokus på kvindens stilling i samfund som i teater. De første dramatikere, der tog kvindespørgsmålet op, var Ibsen, George Bernard Shaw og andre socialt orienterede dramatikere. I Danmark kom der med Thit Jensens dramaer fokus på spørgsmålet om kvindernes stilling som fx i Storken Folketeatret 1929, hvor hun som fortaler for kvinders ret til selv at vælge moderskab desværre også fik udtrykt betænkelige arvehygiejniske synspunkter. Andre tidlige kvindelige dramatikere inkluderer også Emma Gad med Dydens Belønning Dagmarteatret 1900 og Fruens Politik Det Ny Teater 1909, Karen Bramson med Mødre 1901 og Agnes Henningsen med Elskerinden Dagmarteatret 1906. I Paris oprettede den polske dramatiker Marya Chéliga-Loevy Théâtre Feministe i 1897, hvor Emma Gads Et Forspil opførtes i 1898.

Igennem 1970'ernes generelle radikalisering af teatret i Danmark med fremkomsten af gruppeteaterbevægelsen kom også det egentlige K. En af rødstrømpernes første manifestationer udspillede sig teatralsk, da en gruppe rødstrømper i 1970 marcherede ned ad Strøget i Kbh. iført parykker, hofteholdere og bh’er for ved enden af Strøget at afføre sig disse patriarkalske symboler på kvindelighed og marchere tilbage som frigjorte og politisk bevidste kvinder. Gennem basisgrupper og det politiske mantra at ‘det personlige er politisk’, opstod store dele af Ks ideologi. Inden for det etablerede teater og især inden for Tv-Teatret ses i 1970'erne og i 1980'erne en række kvindelige dramatikere som Kirsten Thorup, Ulla Ryum og Charlotte Strandgaard.

Annonce

I løbet af 1970'erne spillede flere grupper også rundt om i landet på ø-lejre, festivaler og ved demonstrationer. Ud af den generelle teatralisering af demonstrationer udsprang egentlige teaterforestillinger. Fools festivalerne arrangeret af Københavns Internationale Teater var instrumentelle i denne udvikling. Ved den første Fools festival i 1980 præsenterede Anne-Marie Helger og Helle Ryslinge forestillingen Dameattraktioner (dele af forestillingen dannede baggrund for Christian Braad Thomsens film Koks i Kulissen 1983). Den anden Fools festival, 1981, præsenterede de amerikanske kvindeteatergrupper Spiderwoman og Lillith for et dansk publikum. Ved den efterfølgende festival var K en selvstændig del af festivalen. Fra slutningen af 1980'erne opnåede kvindegruppen Byens Bedste Bryster med Terese Damsholt, Margrethe Koytu, Lisbet Lundquist og Kirsten Peuliche betydelig succes med deres satiriske kabareter over moderne kvindeliv som Byens bedste bryster 1987 (DRtv 1988) og Byens Bedste Bryster: Et Hængeparti DRtv 1992, Byens bedste bryster – med begge ben i næsen Rialto Teatret 2000. En gruppe som Emmas Dilemma med instruktøren Lotte Svendsen og skuespillerne Trine Appel, Anne-Grethe Bjarup Riis, Helle Dolleris, Mette Horn og Louise Mieritz har også produceret forestillinger, der under en kvindelig og politisk optik tager samfundet og kulturen under kærlig behandling. Gruppens forestillinger griber langt ud over det kvindepolitiske, men hører under K i kraft af gruppens konstellation og visse af dens figurer. Det feministiske teater udspillede sig i 1980'erne især på kvindeteaterfestivaler og ved demonstrationer for ligeløn og ligestilling og mod diskrimination. De tilbagevendende jyske kvindeteaterfestivaler var vigtige mødesteder for især amatørgrupper, som brugte teatret både som kunstnerisk udtryk og personlig politisk frigørelse, som fx Venstresocialisternes kvindeteatergruppe Amazonerne, der var delvis professionel, de Århus-baserede Cirkus Erna, dannet 1977, Victoria Teatret, dannet 1980, og den Herning-baserede gruppe Marie Kiks. Marie Kiks blev dannet omkring 1980 og er landets ældste stadigt fungerende kvindeteatergruppe.

Sideløbende med udviklingen inden for det generelle K udviklede det lesbiske teater sig. Lesbisk Bevægelse oprettede en teatergruppe Kvindekaravanen 1974 med baggrund i bevægelsens seksualpolitiske arbejde. Det lesbiske teaters storhedstid som egentlig bevægelse var i sen-firserne med forestillinger som Diamond Dykes forestilling Våd og På Vej: En lesbisk kabaret i Bøssehuset 1987 og gruppen Ruth og Skudernes forestillinger Lystjagten 1988, Ruth og Skuderne Går i Land på Sild 1989 og endelig Ruth og Skudernes Greatest Tits and some New Hits 1989. Alle forestillingerne spillede i Bøssehuset. Inden for det lesbiske teater fandtes, som inden for bøsseteatret og K generelt, også bekendelsesteatret, som var baseret på personlige oplevelser med Eva Hanssons forestilling En Monolog om Lesbisk Kærlighed Dannerhuset 1988 som eksempel.

I løbet af 1990'erne bevægede både det internationale og det danske K sig simultant i flere retninger i både politisk og æstetisk forstand. Sammen med diskussionen om nyfeminismen har denne fragmentering betydet, at K som samlet, relativt politisk bevægelse blev et problematisk begreb. Kønsdebatten forsvandt dog ikke fra de danske scener. Inden for satiren udviklede Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt særdeles rammende figurer, der kommenterede på samtidens forhold mellem kvinder og mænd. Med en blanding af stand-up-comedy og foredrag rejste Lotte Heise rundt og diskuterede ligestilling og kønsproblematikker. Internationalt, især i USA, videreudviklede den feministiske performance sig som selvstændig bevægelse og genre, hovedsageligt som soloperformance, med bekendelsen og kroppen som centrale elementer. Den multikulturelle bevægelse The Magdalena Project har siden 1986, ikke mindst på initiativ af Julia Varley og Odin Teatret, på festivaler og konferencer verden over bidraget til at synliggøre kvinders kunstneriske produktion og erfaring. I Danmark har instruktør og koreograf Kamilla Wargo Brekling skabt forestillinger, der sætter fokus på det moderne kvindeliv, som fx Damer på Græs Kanonhallen 2001 og Undskyld Det Kongelige Teater 2005. I 2006 satte Århus festuge fokus på kvinders kunstneriske produktion og erfaringsrum under temaet Womania.

Bibliografi: Aston, E An Introduction to Feminism and Theatre 1995; Canning, C Feminist theaters in the U.S.A.: Staging Women’s Experience 1996; Keyssar, H Feminist Theatre and Theory 1996; Lundqvist, B Teatrets Kvinder 1984 & ‘Kvinder og teater’ i Teaterarbejde 4 1979; Martin, C A Sourcebook of feminist theatre and performance: on and beyond the stage 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ken Nielsen: kvindeteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428863