krimidrama

Krimidrama, Krimidrama. Spænding, mysterier og mord er klassiske bestanddele af dramaet fra den græske tragedie, over renæssancen og melodrama til gyseren og det moderne K. Sofokles’ Kong Ødipus 425 f.Kr. og Shakespeares Hamlet 1601 omhandler mordmysterier; i melodramaet er forbrydelsen i centrum, men efterhånden bliver selve forbrydelsens opklaring med politi og detektiv det centrale, og dermed opstod et egentligt K. Genrens forudsætning er det moderne retssamfunds kriminalvæsen og da dets opdagere introduceres i midten af 1800-tallet, fulgte politi- og privatdetektivens indtræden på teaterscenen i 1860'erne, som fx hos den engelske dramatiker Tom Taylor i hans The Ticket-of-Leave Man 1863.

Engelsk Ks popularitet holdt sig længe på begge sider af Atlanten, men fra 1899 flyttede initiativet til USA med den amerikanske skuespiller og dramatiker William Gillettes Sherlock Holmes 1899, efter Arthur Conan Doyles romaner. Stykket blev en publikumsmagnet, som Gillette spillede over 1300 gange. I 1920'erne slog navne som Edgar Wallace, Agatha Christie, A A Milne og Patrick Hamilton igennem på Londons teatre, og genrens popularitet fortsatte i de følgende årtier med bl.a. Emlyn Williams, men især Agatha Christie leverede indtil 1960'erne en række dramatiseringer, fx Ten Little Niggers 1943 og The Mousetrap 1952, der fortsat er på repertoiret som verdens længst spillede. Det traditionelle K fortsatte med radio- og tv-serier, mens fornyelsen kom med bl.a. Anthony Shaffers overrumplende Sleuth 1970 og Ira Levins Deathtrap 1979. Genren lever stadig på engelske scener og på tv, mens den i USA er fortsat i komediegysere, musicals og film.

Krimidrama i Danmark fik vekslende held. Succes fik dog Folketeatret med Dickens/William Wilkie Collins’ Afgrunden 1869 (No Thoroughfare 1867) og William Gillettes Sherlock Holmes 1901. Også Casino satsede på uhygge, mord og gys, og den lyddæmpede revolver og flash-back-scener blev med effekt hentet fra USA. I 1930'erne og under 2. Verdenskrig blev der skabt fornyet interesse med det psykologiske K, hvor fx publikum var nævninger i en retssag. Foruden angelsaksisk import var det bl.a. Palle Rosenkrantz, Otto Rung og Mogens Brandt, der skabte scenisk spænding, efterfulgt af radiogys af Tavs Neiiendam, hvis Mordets melodi 1943/51 og Else Fabers Sivaskriget 1956 kunne lægge gaderne øde. Radiokrimien blev også dyrket i Knud Møllers hyggelige Kriminalassistent Mogensen-serie fra 1951 og af Poul-Henrik Trampe samt senere flere gode dramatiseringer af Sherlock Holmes.

I 1967 kom tv med Leif Panduros Ka’ De li’ østers, og mediet har siden overtaget genren med serier som Panduro og Bent Christensens En by i provinsen DRtv 1977-80, Ole Christian Madsen og Lars Kjeldgaards Edderkoppen DRtv 2000, Peter Thorsboes Rejseholdet DRtv 2000-03 og s.m. Mai Brostrøm Ørnen DRtv 2004-06, der ofte bygger på faktiske historier.