komedie

Komedie, komisk drama. Kan også blot betyde, at dramaet har lykkelig slutning. Bruges i visse historiske og sproglige sammenhænge om skuespil i almindelighed. Der arbejdes med en række kategorier af K, fx karakterkomedie, centreret om en latterlig hovedperson; intrigekomedie med hovedvægt på den raffinerede konstruktion; sædekomedie som satiriserer over adfærdsnormer; rørende komedie (comédie larmoyante); parodikomedie; revykomedie; tragikomedie og en mængde undertyper som eventyrkomedie, tryllekomedie m.fl. K arbejder ofte med en (infantil) publikums identifikation via disrespekt for (faderlige) autoriteter og et vist anarki – herunder introduceres ofte et vovestykke, et eksperiment, som kan gå galt, men ender godt.

Den ældre attiske K, med hovedeksponenten Aristofanes, sidst i 400-tallet f.Kr., var en grovkornet, rablende udhængning af navngivne samfundsspidser indsat i et kaotisk forløb med småscener, typisk omkring en bondsk nar-agtig hovedkarakter, der havde fået nok af tingenes uorden og nu udfordrede magten. Hertil kom et kor i fantasifuld kostumering – som tilmed kunne bryde illusionen og henvende sig direkte til publikum. Til slut slog ‘handlingen’ om i dionysisk festlighed. Denne irregulære form afløstes af den mellemste og yngre attiske K, hos fx Menander, omkring 300 f.Kr., hvis univers var det hjemlige, generationernes konflikter, sure, intrigante, forslagne o.l. karakterer, hvor drivkraften var de unges elskov, forhindringen de gamles tværhed, midlet list og forstillelse og et galleri af typer som snyltegæsten, den storpralende soldat, pedanten til at udfylde billedet – i en konstruktion, der ligger tættere op ad de aristoteliske regler for dramatisk opbygning. Hermed var formlen givet for to grundtyper af K, hvor den sidste, ‘aristoteliske’, med dens huslige konflikt og typiserede figurgalleri, har haft enorm gennemslagskraft i vestlig sammenhæng.

Den mere groteske, irregulære komedietype sås i middelalderensnarrespil, der i reglen kategoriseres som farcer; og i commedia dell’arte, der ofte tager udgangspunkt i modellen med den gamle far, de unge elskende, de snu tjenere osv., men nok så meget hengiver sig til det knopskydende klovneri, og i fx det fransk-italienske Théâtre Italien undertiden slipper en meningsfuld handling til fordel for grove løjer. Den ‘aristoteliske’ komedietype blev forlægget for romersk K, med hovednavnene Plautus, omkring 200 f.Kr., og Terents, omkring 130 f.Kr., som kom til at danne forlæg, da renæssancen genoplivede den klassiske komediegenre, i fx MachiavellisLa Mandragola ca. 1518, og siden hos komedieforfattere som Molière og Holberg. Den typiske model er her netop, at det unge pars forening forhindres af en naragtig hovedkarakter, men fremmes af forslagne, intrigante tjenere, med et galleri af karikerede typer som bifigurer.

Shakespeares K er kompositorisk komplekse, de bliver fortalt i en række af enkelt-episoder, med et myldrende figurgalleri og flere sidehandlinger. Med den borgerlige K i 1700-tallet vinder følsomheden mere og mere indpas, og det primært komiske udgangspunkt fortoner sig. Romantikken forsøgte at genindføre det fantastiske og komplekse fra Aristofanes og Shakespeare, eller den elegante intrige via vaudevillen, mens realismen mere og mere forlod genren til fordel for det huslige drama – dagligstuedramaet – som imidlertid har historisk rod i den mellemste og yngre attiske K. Der går en linje fra Menander til Ibsen, over 1700-tallets borgerlige K. Situations- og replikkomik dyrkedes med virtuositet af Oscar Wilde og George Bernard Shaw. At K var opløst som klar genre fremgår imidlertid af, at Tjekhov forstod sine skuespil som K, men Stanislavskij iscenesatte dem som følsomt-tragiske dramaer.

I moderne sammenhæng er det mere meningsfuldt at tale om anarkistisk komik end om K i forhold til fx absurdismen. Dramatikere som Dario Fo, Jess Ørnsbo og Line Knutzon kan kaldes moderne komedieforfattere, om end det her er det infantilt surreelle, der driver værket, ikke klicheen om den lykkelige slutning. Se også Kostume.

Bibliografi: Bentley, E Det levende drama 1964; Christiansen, S Det komiske på teatret 1988; Thomsen, O Komediens kraft 1987.