Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klassicisme

Oprindelig forfatter Holm

klassicisme, kunstretning med afsæt i antikkens æstetik. Inden for teatret er det betegnelsen for perioden i 1600-tallets Frankrig, hvor kunstlivet under det enevældige styre refererede til ophøjede klassiske forbilleder i sin spejling af tiden som le grand siècle (det store årh.).

Højklassicismen lå i 1600-tallets anden halvdel, men diskussionen af de klassiske krav til dramaet indledtes allerede med Det Franske Akademis betænkning over CorneillesLe Cid 1637, der kan ses som et opgør med de i egentlig forstand mere ‘barokke’ dramaformer, der dyrker det sammensatte og uregelmæssige. De følgende års teoridannelse udviklede systematikken baseret på renæssancens udlægning af Aristoteles og Horats. Genrerne opfattedes hierarkisk; øverst stod det ophøjet-heroiske drama, tragedien, hvis fremmeste repræsentanter blev Corneille og Racine. Herunder stod den høje komedie, som fulgte de klassiske regler, var på vers og i samtidskostume; hovednavnet er Molière. Allernederst lå den vulgære farce.

Dramaet skulle overholde de tre enheder: tidens, stedets og handlingens, i en logisk komprimering uden fortællemæssige svinkeærinder. Det skulle komponeres i fem akter fordelt på eksposition, komplikation, konfrontation, desperation og konfliktopløsning – hvori karakterer og tema præsenteres, konflikten fremlægges, tilspidses, når et højde- og vendepunkt og afvikles. Dertil kom anvisninger af antal scener pr. akt og antal personer pr. scene, bundet sammen i umærkelige velmotiverede overgange og under iagttagelse af krav om sandsynlighed og velanstændighed: intet må stride mod det logisk mulige eller mod dannet opførsel og sprogbrug. Voldsomme begivenheder kunne omtales, ikke vises. Egentlig uædel adfærd måtte placeres hos laverestående klasser. Det handlede om strukturens klarhed og udformningen i velklingende aleksandrinervers som skønhedskriterier, ikke om virkelighedsgengivelse i senere tiders betydning.

Annonce

Tematisk var K fokuseret på disciplinering af passionerne, en styren fri af de kaotiske ekstremer, som også var religiøst begrundet. Den tragiske konflikt var centreret om pligt contra tilbøjelighed, hvor typisk herskeren ofrede sin lykke for højere hensyn. K er altså i dramaturgisk henseende en stringent, afklaret æstetik modsat tidens tendens til pompøse og svulmende udtryk. Scenisk fremstod de helte og herskere, som gennemlevede konflikterne, imidlertid i storslået blanding af ‘romersk’ og barokt udstyr med fjerbusk og allongeparyk. Den tragiske genre fortsattes i Frankrig af bl.a. Voltaire og ligger bag Goethes Weimarklassik. Men også i sammenhænge, som ikke spejlede sig i antikkens storhed, var selve formkravene længe toneangivende. ‘Reglerne’ havde for fx Holberg nærmest karakter af fornuft og natur. Noget lignende gjaldt 1700-tallets teaterreformatorer i Tyskland og Italien.

Bibliografi: Vedel, V Corneille og hans Samtid 1927; Winther, T Den franske klassisisme 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Holm: klassicisme i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428739