kabuki

Kabuki, jap. ka ‘sang’, bu ‘dans’, ki ‘prostitueret’, fra 1800-tallet er ki ‘færdighed’, japansk teaterform. Folkelig, stiliseret totalteater, som opstod ca. år 1600 i Kyoto, hvor tempeldanserinden Izumo no Okuni optrådte, senere som en del af en kvindetrup, onna-kabuki, som i 1629 blev forbudt af myndighederne. I stedet opstod wakashu-kabuki (drenge-kabuki), som blev forbudt i 1652. Afløseren blev yaro-kabuki (mande-kabuki), hvor alle roller blev spillet af mænd. Herfra udviklede formen sig til scenekunst og oplevede sin første opgangstid i slutningen af 1600-tallet. Den egentlige opblomstring kom med dramatikeren Nimiki Shôzô, som udviklede sceneteknikken radikalt, bl.a. 1758 med en drejescene og elevator i både scenegulv og loft. K kendetegnes således ved fantastiske scenografiske sekvenser, farverige kostumer og et stærkt stiliseret formsprog, hvor mime og bevægelsesmønstre indfanger essensen af shoguner og konkubiner i store følelsesmæssige dramaer med udgangspunkt i skismaet mellem at følge sin hjerne (pligten over for sit land) eller sit hjerte (følelserne for den elskede). Stykkerne kan inddeles i historiske dramaer (jidaimono), borgerlige dramaer (sewamono) og dansedramaer (shosagoto). Dramatikeren Chikamatsu Monzaemon er oftest spillet, og desuden oversat til flere vestlige sprog. Tokyo-stilen, aragoto var primært historiske spil i en voldsom stil, hvor Kyoto-stilen, wagoto, var borgerlige dramaer i en mere komisk, afdæmpet stil.

K har fra 1700-tallet mange ligheder med dukketeaterformen bunraku, og fra 1800-tallet de tidlige teaterformer nō og kyogen. Spillestilen og arrangementet er i høj grad betinget af den meget aflange, men ikke særligt dybe scene samt gangbroen, hanamichi, som går fra scenen til salens bagvæg tværs ned gennem publikumsrækkerne. De vigtigste personer har deres entré her og præsenterer sig selv i tableauer 2/3 nede af broen. Bevægelsesmønstrene er bygget op over de traditionelle grundformer, kata, afbrudt af stivnede positurer, mie. Traditionelt udføres K kun af mænd, og især kvinderollefremstillerne, onnagata, står centralt i billedet. Scenemusikken er inspireret af andre teaterformer samt folkemusik og tidens populære melodier. Det primære instrument er shamisen, et langhalset strengeinstrument, ledsaget af trommer og fløjter. Orkestret, geza, sidder i et afskærmet rum på scenen, undtagen i dansestykker, hvor det er placeret på bagscenen åbenlyst for publikum. Instrumenterne leverer også lydkulisser som storm og regn og angiver tid på dagen mv.

1986 udviklede kabukiskuespilleren Ichikawa Ennosuke III en tempofyldt, højteknologisk kabukiform Superkabuki, som han baserer på handling, tempo og spektakulære optrin.

Japans største scene for K er indrettet i National Theatre of Japan i Tokyo fra 1966, mens Kabuki-za som udelukkende spiller K, åbnedes 1889 i Ginza i Tokyo.

I det 20. årh. har K haft stor betydning for vestlige teaterfolk som Eisenstein, Max Reinhardt og Erwin Piscator. Fra 2005 er K på UNESCOs liste over Masterpieces of the Oral and Intangible Heritages of Humanity.

Bibliografi: Leiter, S A kabuki reader: history and performance 2002; Ortolani, B The Japanese Theatre 1990; Scott, A C The kabuki theatre of Japan 1956.