improvisation

Improvisation, lat. improvisus ‘uforudset’, spontant spil med mere eller mindre forberedelse. Især kendt fra børnelege og teaterformer som antikke komedier, commedia dell’arte, gøgleroptræden, music-hall, kabaret og teatersport, hvor direkte samspil mellem skuespillere og publikum er et bærende element. Gennem det 20. årh. har I været central i mange skuespilleruddannelser, dramapædagogik og forskellige måder at producere forestillinger på fx devising, happenings og interaktivt teater.

Den svenske teatergruppe Narren skelnede i 1971 mellem fire former for I: 1) fri, 2) forberedt, 3) styret og 4) gentaget. Teaterpædagogen Viola Spolin har især slået til lyd for styret (sidecoached) improvisation i undervisning og prøveforløb. Keith JohnstonesImpro. Improvisation and the Theatre 1979, der er oversat til mange sprog, er blevet en slags bibel inden for moderne improvisationsudvikling. For at skabe mere levende og nærværende skuespillere og forestillinger mener Johnstone, at spillerne skal gå med på hinandens idéer (sige ja) i stedet for at blokere samspillet og flowet i træningslokalet eller på scenen.

Kontakt-improvisation er en dansestil, skabt ca. 1972 af Steve Paxton, USA. Den kombinerer bl.a. forskellige former for modern dance og kampsportsbevægelser, hvor berøring mellem dansernes forskellige kropsdele sætter nye bevægelser i gang i en ideelt set ubrudt bevægelse. Teknikken er siden udviklet og benyttes nu også inden for nyere teaterformer. I indgår bl.a. i ekstemporalspil, forumteater, interaktivt teater, psykodrama, rollespil og usynligt teater.

Bibliografi: Boal, A Spil! Øvelser og lege for skuespillere og medspillere 1995; Chekhov, M Til skuespilleren 1997; Fo, D Lille håndbog for teaterfolk 1989; Johnstone, K Improvisation og teatersport 1999; Spolin, V Improvisation for the theater 1963; Stanislavskij, K Att vara äkta på scen. Om skådespelarens arbetsmoral och teknik 1986.