Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

genre

Oprindelig forfatter JaSza

genre, fr. ‘slægt’, ‘art’, ‘slags’, ‘køn’ af lat. genus ‘køn’, ‘art’ af gr. genos ‘slægt’, ‘afkom’, et forsøg på at kategorisere og klassificere enten mellem kunstformer: lyrik, epik, dramatik, eller forskellige typer af teater, fx komedie, tragedie, melodrama, farce, tragikomedie. Det konkrete indhold af en G forandrer sig historisk med de kriterier, man bruger til at klassificere med. Genrebetegnelser inden for teater er vigtige at definere, fordi de fx kan bestemme, hvilke teaterformer der kan komme i betragtning som berettigede til statslig støtte, men afhænger altid af hvad den, der definerer, har interesse i at privilegere som teater.

Når man skal skelne mellem forskellige teaterformer, kan man betragte den måde, hvorpå en teaterforestilling appellerer til tilskueren (er det til tårer eller latter?), og kombinere med, hvilken type mennesker der fremstilles: højbårne og ædle, eller almindelige mennesker. Derved kan man skelne mellem fire forskellige genrer: komedie og tragedie, farce og melodrama og samtidig beskrive, hvordan komedien og tragedien synes at forene sig i en tragikomisk teaterform, hvor det groteske eller absurde bliver tydeligt. G kan også defineres ved at se på, hvorledes en teaterforestilling fortæller, og derved skelne mellem en klassisk dramatisk form, hvor skuespillerens funktion som fortæller er usynliggjort som fx hos klassicisten Racine i Andromaque 1667 eller Phèdre 1677, og et episk teater, hvor skuespilleren er synliggjort som beretter. Det antikke græske teater, fx Euripides’ Hippolytos 428 f.Kr., er i dette perspektiv episk, idet det fortæller ved hjælp af både kor, guder og handlende mennesker. I moderne tid har man med betegnelsen det postdramatiske teater forsøgt at bestemme en teatergenre, der ikke længere har teksten som startpunkt og slutreference, men som tænker i visualitet og simultan dramaturgi, fx i Robert Wilsons eller Kirsten Dehlholms visuelle teater.

G kan sammenfattende beskrives som et åbent system af bestemmelser, der ved hjælp af strukturelle, formale eller tematiske kriterier prøver at tilbyde en orden i en given epokes samlede landskab af forskellige værktyper.

Annonce

Bibliografi: Bentley, E Det levende Drama 1964; Esslin, M Det absurde teater 1968; Lehmann, H-T Postdramatisches Theater 1999; Szondi, P Theorie des modernen Dramas 1880-1950 1956.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Janek Szatkowski: genre i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428173