Folkekomedie, Med borgerskabets opståen omkring 1800, blev også middel- og underklassen synlig og ønskede en kultur som handlede om dem, beskrev deres hverdag og problemkreds, og talte et sprog, de forstod. Forudsætningen for F var melodramaet, som med sine musikledsagede udstyrsstykker blev spillet på boulevardteatrene fra slutningen af 1700-tallet i især Paris, og tryllefarcen, der var romantiske eventyrstykker, ofte udspillet i borger- og håndværkermiljøer, som fx i de østrigske Alt-wiener Volksstücke. I Fs centrum står kampen mellem det onde og det gode, de rige og de fattige, det falske og det naturlige, det hykleriske og det enfoldige; mens udtryksformen er den djærve, muntre, idiomatiske omgangsform, hvor rollerne er prototyper fra hverdagen: den uskyldige unge (fattige) pige, den griske unge (rige) mand, der vil udnytte hende, den fattige, men snarrådige unge mand, der vil redde hende, og det hele garneret af et galleri af komiske figurer osv. Kernen er musikalsk underholdning og karakterdannelse.

F kom til Danmark i midten af 1800-tallet, hvor de første sekondteatre åbnede i Kbh., og man importerede værker af bl.a. J. N. Nestroy og Ferdinand Raimund. H.C. Andersen lod sig især inspirere til sine eventyrspil, mens han var engageret på Casino fra 1849; Meer end Perler og Guld 1849, Ole Lukøje 1850 og Hyldemor 1851, men allerede i 1836 havde Thomas Overskou, inspireret af sine mange oversættelser af bl.a. Eugene Scribe, fået opført F som Capriciosa eller Familien fra Nyboder Det Kongelige Teater 1836, et muntert værk om brave sømænd med hjertet på rette sted. J.C. Hostrup tog tråden op og skrev flere F i forlængelse af vaudevillen, bl.a. Gjenboerne Hofteatret 1844 og Eventyr paa Fodrejsen Det Kongelige Teater 1848. Det var dog især på Casino, at F trivedes med fx Erik Bøghs farcer og Michael Wallem BrunsGøngehøvdingen 1865 og Ridderen af Randers Bro 1881, men også Folketeatret og Dagmarteatret fulgte med. Hjemstavnsspil og friluftsteater blev ind i det 20. årh. bærere af F.

Med sin hverdagsrealisme blev F en forløber for en mere realistisk spillestil, men overlevede som genre i det 20.årh. kun i marginale teatersammenhænge som på Røde Kro Teater på Amager og til dels på Nørrebro Teater. Ernst Bruun Olsen ynder dog at kalde flere af sine værker for F som fx Hvor gik Nora hen da hun gik ud? 1966 og Bal i den borgerlige 1968. I filmen er F til gengæld en genre i stadig udvikling fra Morten Korch-film over Olsen Banden til Regnar Grastens Anja og Victor-film i det nye årtusind.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig