Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

etnisk teater

Oprindelig forfatter JaBr

etnisk teater, betegnelse, der især siden 1970 bruges om teater af og for etniske mindretal, hvis kulturelle arv adskiller dem fra et omgivende angloamerikansk eller europæisk flertal. ET dækker derfor vidt forskellige teaterformer. I Europa er ET bedst kendt som jødiske teatertrupper, fx Habima, grundlagt i Moskva i 1918, med det formål at genoplive det hebraiske sprog. Da USA har så sammensat en befolkning, kendes flest eksempler på ET herfra. Det første African-American Theatre blev etableret 1821 i New York, et kinesisk teater åbnede i San Francisco 1852, og japanske trupper etablerede sig i Seattle ca. 1900. Op til 1. Verdenskrig var der et mangfoldigt ET i USA. ET har et dannelseselement i sig ved at fastholde etniske traditioner og mindretallets sprog/dialekt, men også ved at nedbryde fordomme og fremme integration. Efter 2. Verdenskrig var ET med til at nuancere billeder af de etniske mindretal og give nye dramatikere lejlighed til at bruge ghettoens sprog i litterære sammenhæng. I Danmark har vi haft et par enkelte ET, fx Tukak Teatret i Fjaltring, der blev grundlagt 1975 af Reidar Nilsson. I 2002 startede Betty Nansen Teatret sit eget integrationsprojekt De andres tanker, som med storytelling som strategi ville udforske nye måder at tænke integration på. De optrædende har næsten alle en anden etnisk baggrund end dansk.

Bibliografi: Seller, M Schwartz Ethnic Theatre in the United States 1983; Thing, M Jiddishland i København: den jødiske indvandring 1905-14 2005.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Janicke Branth: etnisk teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427961