episk teater

Episk teater, teaterform, der arbejder med fortællende elementer i det dramatiske udtryk. Brecht definerede i anmærkningerne til sin og Kurt Weills opera Mahagonny 1927 et ET i modsætning til et dramatisk (aristotelisk) teater. ET adskiller sig if. Brecht fra det dramatiske bl.a. ved at lade de enkelte scener stå klart frem for sig selv i stedet for at lade dem glide umærkeligt over i hinanden. Tilskueren i ET må ikke lade sig opsluge af handlingen, men skal være en kritisk iagttager. Heri er han i klar opposition til Erwin Piscator, der også benyttede ikke-dramatiske elementer i sine forestillinger (dokumentariske indslag, statistikker, film), men hvis formål det var at suggerere tilskuerne. Brechts ET bygger på demonstration i modsætning til det dramatiske teater, der hviler på identifikation: skuespillerens med rollen og publikums med rollefiguren. Verfremdung eller illusionsbrud, der skal modvirke tilskuerens indføling, er et vigtigt led i Brechts teater, hvis mål er at vise verden og menneskene som foranderlige. Selvom begrebet ET især er blevet knyttet til Brechts navn, har brug af episke elementer været kendt fra antikkens græske drama og frem i form af ræsonnerende kor, fortællende monologer, afsides replikker, direkte henvendelser til publikum etc. Det var især det realistiske og naturalistiske drama, der gjorde alt for at tilsløre teatermekanikken og for at lade dramatikeren forsvinde fuldstændigt bag sine personer.

Bibliografi: Brecht, B ‘Schriften zum Theater. 1-3’ i Gesammelte Werke 1967; Kesting, M Das epische Theater. Zur Struktur des modernen Dramas 1978; Mitschka, M Episches Theater 1991.