Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eksperimentalteater

Oprindelig forfatter EEC

eksperimentalteater, er knyttet til avantgardeteater, laboratorieteater, teaterstudioer, performanceteater og moderne teater, som opfatter sig som uden normer og som hver gang så at sige må opfinde sig selv. E vender sig mod den etablerede, borgerlige tradition, underholdningsteater og kommercielt teater, og med en selvforståelse som marginal og udenfor ses E ofte som en livsform og ideologi. For E er teatret et tomt rum uden bestemt mening, hvor det er muligt at skabe nye formelle og indholdsmæssige relationer mellem scene og sal og bryde teatrets grænser og konventioner som social og kunstnerisk form.

Eksperimenterne retter sig mod: 1) Teatrets formsprog hvor nye genrer og udtryksformer opfindes. 2) Teatrets arkitektoniske rum og andre ikke-konventionelle rum. 3) Nye tekstfortolkninger og nye måder at udnytte, forbruge og fremsige tekst på undertiden i modstrid med tekstens indhold. 4) Tværæstetisk samarbejde med andre kunstformer som billedkunst, musik, film, video, dans samt rituelle og gestiske adfærdsformer. 5) Nye måder at indplacere tilskuerne fysisk og funktionelt som vidne til en handling, som deltagende, som gående eller liggende. 6) Udviklingen af nye typer skuespillere, dansere og optrædende. 7) Nye teknologier, lys, projektionsformer. 8) Interkulturelle blandinger med lån og inspirationer fra særligt japansk, kinesisk, indisk og balinesisk teater og dans.

De første E var André AntoinesThéâtre Libre 1887 og Aurélien Lugné-Poës Théâtre de l’Oeuvre, som indførte en selvstændig iscenesættelse og et arrangement og som brød med den traditionelle frontale spillestil; bl.a. kunne skuespilleren som noget overraskende vende ryggen til publikum. Stanislavskij er dog nok den som i videst forstand har videreført et E ved at nedbryde klicheer og traditionelle gesti med det formål at skabe et nyt originalt udtryk, skabt af skuespillerens psykiske og mentale personlighed.

Annonce

Hvor realismen brød med det klassisk retorisk frontale deklamerende teater, begyndte avantgarden ca. 1910-35 og igen i performancekunsten fra 1950'erne for alvor at eksperimentere med teatrets virkelighed ved at vende sig mod kunstens autonomi, værkets fikserede form og traditionelle formsprog.

Avantgarden eksperimenterede med kunstens sociale, psykologiske og æstetiske funktion ved at undersøge rummet, scenen, bevægelsesformer, objekter og synsvinkler og teater som en ‘levende kunstart’. Edward Gordon Craig og Adolphe Appia eksperimenterede med lys og scenografi. Meyerhold udviklede i teaterlaboratorier de såkaldte biomekaniske øvelser som grundlag for at adskille skuespillerens gestik, bevægelse eller sceniske handling fra tekstens handling med henblik på at ‘gribe’ tilskueren perceptorisk på en særlig måde. En sådan adskillelse ligger også til grund for Brechts begreb om Verfremdung: distance mellem skuespiller og rolle, mellem det sceniske billede og teksten. Jerzy Grotowski udviklede en række metaforer som ‘det fattige teater’, parateater, ritual art og Art As Vehicle: teater for the doers (de handlende), og han genskabte idéen om et teaterlaboratorium og teatret som en udforskning. I Odin Teatrets eksperimentelle virke søger Eugenio Barba at skabe en marginal teaterkultur og bruger metaforer som ‘ghetto’, ‘eksil’ og ‘de flydende øer’ for at udtrykke teatrets egen paradoksale virkelighed uden for samfundet som overflødigt, men nødvendigt. Et teater som Hotel Pro Forma eksperimenterer med lys, rum, synsvinkler og ikke mindst autentiske performere: dværge, sportsfolk, tvillinger, kinesere og handicappede i sine bestræbelser på at bringe virkelighedsformer på scenen undertiden i konfrontation med kunstformer som dans, sang eller skuespil. Andre eksperimenterende instruktører er Max Reinhardt, Erwin Piscator, Peter Brook, Tadeusz Kantor, Robert Wilson, Pina Bausch, Richard Schechner, Ariane Mnouchkine og Jacques Copeau, og af teatre kan nævnes La Fura dels Baus, Living Theatre og Wooster Group, Dumb Type og Cantabile 2.

Bibliografi: Carlson, M Performance 1996; Counsell, C Signs of Performance 1996; Goldberg, R L Performance Art 1979; Rose-Evans, J Experimental Theatre 1989.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Exe Christoffersen: eksperimentalteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427902