Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eksilteater

Oprindelig forfatter JLang

eksilteater, først og fremmest betegnelsen for de teateraktiviteter, som de 4.000 tyske teaterfolk, der var fordrevet af nazisterne i årene 1933-45, udøvede under emigration. E var deres kamp mod nazismen, og betegnelsen dækker både de ca. 900 stykker, der blev skrevet af ca. 500 forfattere i eksil, og de opsætninger, tyske teaterfolk i udlandet stod for, både på tysk og på eksillandets sprog. Det mest produktive center for tysk E var Zürcher Schauspielhaus. Den kendteste enkeltperson blandt de tyske teaterfolk i eksil er Bertolt Brecht og hans teateraktiviteter og forfattervirksomhed under eksilet i Danmark 1933-39, i Sverige 1939-40, i Finland 1940-41 og i USA 1941-47. Flere af Brechts store værker blev til under eksilperioden. Men også berømte tyske teaterfolk som Max Reinhardt og Erwin Piscator arbejdede videre under eksilet i USA. Tyske teateraktiviteter fandt også sted på mere eksotiske steder som Argentina (Freie Deutsche Bühne i Buenos Aires), Palæstina og Shanghai, ja i alt i 27 lande.

Bredere forstået kan E også siges at omfatte fænomener som engelske og nederlandske vandretrupper i 1600-tallet, der var fordrevet fra deres hjemlande af religiøse (puritanernes kunstfjendtlighed) og politiske grunde. Efter 2. Verdenskrig er teaterkunstnere blevet drevet i eksil fra Chile efter Augusto Pinochets fascistiske kup i 1973, og fra de østeuropæiske tidligere folkedemokratier flygtede talrige teaterkunstnere, der var truet af repression. E betegner et oftest smerteligt brud i hjemlandets teaterudvikling, men betyder for de lande, de eksilerede opholder sig i, nye internationale påvirkninger af teaterlivet.

Bibliografi: Engberg, H Brecht på Fyn 1966; Wächter, H-C Theater im Exil. Sozialgeschichte des deutschen Exiltheaters 1933-1945 1973.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: eksilteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427901