dyr på scenen

Dyr på scenen, Mennesker har i dyreham optrådt i kultiske og religiøse sammenhænge fra tidernes morgen. I antikkens Grækenland betrådte de via Dionysosdyrkelse og satyrspil scenen, og siden er DPS en fast del af teatret.

Hæslig drageyngel myldrede frem af middelalderens helvedesgab. Fantastiske dyrefigurer optrådte i court masques og hofballet. Oplysningstid og romantik fascineredes af dyr med menneskelig(nende) sjæl. Og Aristofanes’ parafraser på mennesket og dets dårskaber (bl.a. Hvepsene 422 f.Kr. og Fuglene 414 f.Kr.) har utallige efterfølgere som Ionescos Næsehornet Alléscenen 1961, Kjeld Abells Skriget Det Kongelige Teater 1961 og Kenneth Grahames Vinden i piletræerne Det Kongelige Teater 2002.

DPS kan også skabes i tilskuerens fantasi: i Shakespeares Henry V 1598-99 ‘Think, when we talk of horses, that you see them’ eller i Kjeld Abells Den blå Pekingeser Det Kongelige Teater 1954 hvor Isabella de Creuith kalder på hunden Dicky, men kun hører logrende bjælder.

Mekaniske dyr tæller alt fra ådselgrib med bevægelige vinger (George Taboris Rødhud og blegansigt Det Kongelige Teater 1992) til foie-gras-gås med halsvrid (Klaus Manns Mefisto Det Kongelige Teater 2004), mens utallige udstoppede eller attrapdyr pryder veldækkede borde, flyder som jagtbytte eller bruges som ridedyr.

Af rigtige levende DPS foretrækkes naturligvis rolige arter. Populærest er hunden, selvom et tøjdyr kan blive langt morsommere i den rette kandestøbermadammes skød end en levende hund. For at få penge i kassen lod Det Kongelige Teater i 1816 en ægte skødehund danse i Holbergs Kilderejsens intermedium, og publikum strømmede til uden at ænse skuespillerpræstationerne. Se også Hobby-horse.