dilettantteater

Dilettantteater, it. dilettare ‘glæde sig’, ‘nyde’, forkortes ofte til dilettant, skuespil med amatører der underholder i en sparsom fritid og ofte for små midler i meget varierende omgivelser. Dilettant var i 1600-1700-tallet en betegnelse for musikere, der ikke havde fast ansættelse ved hof, kirke eller teater.

D herhjemme er et barn af Den Store Teatergalskab i 1800-tallet og spilles især på landet og i mindre byer i februar-april og november-december. Som regel 2-3 opførelser, hvor overskuddet gerne går til et lokalt, velgørende formål. Generalprøven er billigere for børn, ældre og andre mindrebemidlede, og ved premieren er der ofte spisning og bal bagefter, hvor de lokale aktører og tilskuere mødes. Ud over lokale revyer består D oftest af farcer, folkekomedier og lystspil med muntre typer og intriger og en happy end, hvor de onde får deres velfortjente straf, og der igen er håb for fremtiden som fx i Oscar Wennerstens Brødrene Østermans huskors, Brandon Thomas’ Charleys tante, Avery Hopwoods Den grønne elevator, Axel Breidahl og Axel Frisches Ebberød Bank, Torben Nielsens Mordet på Hoppenfelt, Axel Frische og Robert Schönfelds Rasmines bryllup og Peter Fristrups Svend, Knud og Valdemar, der alle er dilettant-klassikere.

I Sønderjylland fik D en særlig status under den tyske besættelse 1864-1920, hvor det kunne være svært for professionelle, danske turnéer at få indrejse- og spilletilladelse af de tyske myndigheder. Skuespil med dansk-nationalt indhold blev forbudt og modstanden kom så til udtryk gennem selve det at tale dansk på scenen. ‘Dilettant’ var her en fællesbetegnelse for al slags dramatisk opførelse. Men især fra slutningen af 1920'erne blev D af professionelle og ambitiøse amatørteaterfolk i større byer regnet for uforpligtende, underlødigt og skadeligt teater. Instruktøren Bertel Budtz Müller forsøgte fx at højne standarden gennem Arbejdernes Teater, men mange arbejderforeninger ville hellere have lettere underholdning end bedre skuespil. Kaj Nielsen, Just Thorning, Arne Aabenhus og mange andre tog også afstand fra D og gjorde en stor indsats for at forbedre det nye amatørteater fra 1940'erne og fremefter. D regnes af mange for en forældet, middelmådig og fordomsfuld form for teater, men D kan også ses som en lyst til at lege med teatrets virkemidler og en protest imod stive, kunstneriske konventioner og en indirekte kritik af aktuelle magtforhold. D er ikke mindst et samlingspunkt i mange mindre lokalsamfund.