dadaisme

Dadaisme, dada. International avantgardistisk kunstretning, der kulminerede under og umiddelbart efter 1. Verdenskrig. Ds arnested var Cabaret Voltaire i Zürich, hvor den tyske forfatter Hugo Ball og hans danskfødte kone, kabaretsangerinden Emmy Hennings i 1915 samlede en broget gruppe kunstnere, der havde søgt tilflugt fra krigen i det neutrale Schweiz. Oprindelsen til navnet dada er blevet ivrigt debatteret, men det væsentligste var nok den mystifikation, ordet rummede. D var en kulturnihilistisk protestbevægelse, en kunstnerisk revolte imod kunsten. Dadaisterne ville nedbryde grænserne mellem kunstarterne og dyrkede spontaniteten og tilfældet. Bevægelsen har efterladt få egentlige dramaer (Tristan Tzara Le cæur à gaz 1921), men alt, hvad dadaisterne foretog sig, var teatralsk. De ville rette et slag i ansigtet på den gode smag og var helt afhængige af et direkte afsender-modtager-forhold. En dadaistisk manifestation kunne bestå af fonetiske, simultane digte, støjmusik, danse med afrikansk inspirerede masker, absurde sketcher og publikumsprovokationer. Bag de tilsyneladende meningsløse aktiviteter skjulte sig et ønske om at kaste civilisationens åg af sig og en tidstypisk fortvivlelse, som den ungarske forfatter Tibor Déry har indfanget, når han i et tilbageblik sammenlignede dada med ‘verdensaltets dødsmaske’, der stirrer ned fra ‘et lyssmykket podium’.

D bredte sig hurtigt til det øvrige Europa. Den fik hovedkvarterer i Paris, hvor den med maleren Hans Richters ord blev slugt og fordøjet af surrealismen, og i Berlin, hvor den blev afsæt for en politisk aktivistisk bevægelse i kunsten.

Bibliografi: Béhar, H Le théâtre dada et surréaliste 1979; Gordon, M Dada Performance 1987.