boulevardteater

Boulevardteater, af fr.: théâtre des boulevards er betegnelsen for to forskellige fænomener. Betegnelsen stammer fra de folkelige forlystelsessteder, teatre, varietéer etc. og deres populære repertoire, som fra midten af 1700-tallet indtil 1862, hvor boulevarderne blev ryddet som led i Paris’ byfornyelse, voksede frem på de parisiske boulevarder, især på Boulevard du Temple som bar tilnavnet Boulevard du Crime (Forbrydelsens Boulevard) pga. de bloddryppende melodramaer, som blev spillet her. Underholdningen bestod også af dukkespil, linedans, gøgl, tryllekunst etc. Der var altså tale om alskens folkelige forlystelses- og underholdningsformer, ofte med drilske og satiriske undertoner i forhold til den etablerede samfundsorden. I dag dækker betegnelsen et rent underholdningsteater med lette komedier, veldrejede intrigestykker med en hurtigt flydende handling, der bygger på sprogligt raffinerede konversationer og handlingsmæssige overraskelser og gemmelege. B præsenterer på scenen det borgerlige livs overflade i saloner, soveværelser og på landsteder, og de ofte erotisk betingede intriger løses altid til slut: Verdensordenen bliver stående. Spillestilen lægger vægt på at behage og benytter sig af velkendt adfærd, mens handlingen er kvikt fremadskridende og bygger på publikums medleven. Det er fx dramatikere som Eugène Labiche, Victorien Sardou og Georges Feydeau. Bs storhedstid lå før 2. Verdenskrig, men genren lever også i dag. I Danmark blev B-repertoiret bl.a. spillet på Nørrebro Teater, Casino Teatret og på teatrene på Frederiksberg Allé. Betegnelsen bruges i dag også nedsættende om en teaterform med tomme kalorier.

Bibliografi: Albert, M Les Théâtres des Boulevards (1789-1848) 1902; Corvin, M Le Théâtre de Boulevard 1989.