Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

avantgarde

Oprindelig forfatter ElAn

avantgarde, fr. avant ‘foran’, garde ‘vagt’, militært udtryk for en fortrop, der baner vejen for hovedstyrken, brugt i kunsten om fornyelser, som bryder radikalt med det hævdvundne. Historisk betegner A markante nybrud (rækken af –ismer) i europæisk kunst i de første tiår af 1900-tallet. Med afsæt i manifester og sensationer anrettede A veritable angreb på, hvad den anså for at være (små)borgerlig og begrænset kunst. Således dannede teater-avantgarden – trods indbyrdes forskelle – gerne en fælles front mod naturalismens virkelighedsilluderende teater.

Begivenhedspræget var vigtigt fra starten. Både de italienske og russiske futurister havde smag for performance og cirkus i 1910'erne, ligesom dada’en lagde ud med happenings i Zürich 1916. Dadaisterne, der satsede på skandale, delte sig dog hurtigt i en politisk aggressiv Berliner-dada fra 1918, i hvis kreds Erwin Piscator tog afsæt til sit Proletariske teater (1920/21) og i en Parisergruppe af surrealister fra 1920. Visse tendenser kan iagttages i As teatrale strømninger. Fra pionererne Adolphe Appia og Edward Gordon Craig spores en stigende grad af abstraktion via Kandinskys idé om det ‘syntetiske’ teater fra 1912 til konstruktivismens stilladser og kontrollerede ‘biomekaniske’ skuespiller (Meyerhold) i 1920'erne, kulminerende i Bauhausgruppens eksperimenter med totalteater og skuespilleren som ‘kunstfigur’ (Oskar Schlemmer 1925). En anarkistisk impuls forplantede sig tydeligvis fra Alfred JarrysUbu Roi 1896 til dadaisterne og surrealisten Antonin Artauds Théâtre Alfred Jarry 1927. Både Piscator og Brecht vendte i 1920'erne ryggen til den tyske ekspressionismes jeg-dramatik for – ligesom Meyerhold og Eisenstein i Sovjet – at stille teatret i klassekampens tjeneste. A ville på én gang nedbryde skellet mellem kunstarterne og hævde teatret som selvstændig kunstart, generobre scenerummet, bekæmpe litteraturens overherredømme, lægge vægt på skuespillerens fysiske udfoldelse i rummet og i øvrigt holde grænsen mellem kunst og liv flydende. Den ville bygge bro mellem intellektuelle, kunstnere og masserne, men stødte ofte publikum fra sig med chokvirkninger og formelle eksperimenter, der snarere appellerede til en kulturel elite. Som bevægelse blev A trængt tilbage af stalinismen i øst og fascismen og nazismen i vest. Efter krigen blev A-elementer videreført i 1950'ernes og 1960'ernes absurde teater, mens Artauds idé om grusomhedens teater 1938 var en poetisk inspiration både for Jerzy Grotowskis lidende skuespiller og Odin Teatrets kropsligt orienterede skuespilkunst i samme tidsrum. Happenings som i As første dage forenet med en ny idé om gruppeteater, importeret fra USA (The Living Theatre) kendetegnede 1960'ernes modkultur i Danmark. I de seneste tiår har ‘det nye’ teater som fx performanceteatret i højere grad været billedorienteret med inspiration i konceptkunst og minimalisme (Hotel Pro Forma) frem for et montage- og skuespillerbetonet teater. A eksisterer ikke længere i sin oprindelige betydning, især fordi den mangler den modstand, den i sin selvforståelse har brug for fra borgerskabets, kunstinstitutionens og politikkens side. I dag står A mere bredt for ‘det nye’ som resultat af lysten til at eksperimentere med teatret og til at gå på opdagelse i det ukendte.

Bibliografi: Arntzen, K O ‘Fra visual performance til prosjektteater i Skandinavia’ i Spillerom 1990; Kvam, K Europæisk Avantgarde Teater 1896 – 1930 1974-78.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elin Andersen: avantgarde i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427237