• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

animationsteater

Oprindelig forfatter LSkaa

 Animationsteater. J.L. Heibergs dukketeater, som komponisten C.E.F. Weyse og forfatteren Lauritz Kruse lavede til ham omkr. 1800.

Animationsteater. J.L. Heibergs dukketeater, som komponisten C.E.F. Weyse og forfatteren Lauritz Kruse lavede til ham omkr. 1800.

animationsteater, teaterform, hvor figurer, marionetter og objekter animeres vha. forskellige teknikker af synlige eller usynlige førere. A har eksisteret siden oldtiden, hvor det var forbundet med religiøse ritualer, som endnu kan anes i indonesiske wayang forestillinger. Den første beskrivelse af A stammer fra Herodot, som omtaler figurer, der manipuleret med tråde blev båret af egypterinder i et optog ved fester for Osiris. Selve ordet marionet anses for at være et diminutiv for det oldfranske ord for Mariafigur, og også her ses den religiøse tilknytning. Fx forestod Frans af Assisi i 1223 et krybbespil, hvor juleunderet med alle dets figurer for første gang blev opført som selvstændigt A.

Traditionelt har A dog været folkelig underholdning, som benyttede sig af respektløse og grovkornede, men også humoristiske virkemidler. A har været anvendt som nyhedsformidler, som politisk propaganda fx af nazisterne i Tyskland og som talsmand for politisk undertrykte fx i Ungarn i 1950'erne. Men også i mere intellektuelle kredse har A været genstand for en særlig interesse; fx fik de parisiske symbolister 1881, inspireret af asiatiske gæstespil med skyggespil, øje på As poetiske dimension og oprettede den litterære kabaret Chat Noir på Montmartre, hvor der opførtes skyggespil i de følgende 12 år. Ca. 1906 introducerede Edward Gordon Craig sin drøm om Übermarionetten, der skulle erstatte skuespillerne på scenen, og mellem 1916 og 1925 fremstillede maleren Paul Klee over 50 handskedukker til sin søn Felix. 1920 skabte han en række malerier af A, hvor figurerne er sammensat af musiksymboler og spiraler. I Danmark ankom de første professionelle dukkespillere fra Italien og Frankrig ca. 1670, og i det følgende århundrede gæstede disse rejsende marionetspillere jævnligt Kbh. Fra 1795 optrådte Mester Jakel på Dyrehavsbakken. Parallelt hermed udvikledes en borgerlig tradition, hvor nogle af guldalderens store kunstnere var involveret, fx byggede komponistenCF Weyse i 1810 et A til Johan Ludvig Heiberg, som her opførte egne komedier til Weyses musik. Omkring århundredeskiftet skabte maleren og billedhuggeren J F Willumsen et A, hvor han sammen med forfatterne Helge Rode og Sophus Claussen spillede med stangdukker. Denne tradition blev fulgt op af tegneren Ebbe Sadolin, som i 1922 skabte sit eget teater, hvor H.C. Andersens eventyr blev opført til musik af Knudåge Riisager. Sadolin turnerede i hele Europa med sine forestillinger og arbejdede hårdt for at få A accepteret som en seriøs kunstart. I 1930'erne forsøgte maleren Helgo Jørgensen at forny de gamle Jakelkomedier. Han gav dem en mere artistisk form og kreerede sine egne stangdukker, som han optrådte med i Tivoli, indtil han i 1966 fik sit eget teater i Kgs. Have.

 Animationsteater. Giacomo Ravicchios Genesis Meridiano Teatret på Teatret Zeppelin i 2006 brugte både dukker og mennesker på scenen.

Animationsteater. Giacomo Ravicchios Genesis Meridiano Teatret på Teatret Zeppelin i 2006 brugte både dukker og mennesker på scenen.

I 1964 fik dansk A en ny drivkraft i Jytte Abildstrøm, som under et besøg i England havde opdaget As muligheder og herefter etablerede sit eget teater, som stadig spiller såvel i Riddersalen som på turné i hele landet. I 1966 åbnede Kbh.s første permanente børneteater – Det lille Teater, som ofte har A på repertoiret. Den første forestilling hed Karrusellen og var skabt af tegneren Kaj Matthiessen, baseret på Halfdan Rasmussen-rim. En af Matthiessens elever, Morten Grue, har siden skabt sig et navn og lavet mange forestillinger, ofte dramatiseringer af H.C. Andersens eventyr fx Hånden om Historien om en Moder Det Kongelige Teater 1984. En anden foregangsmand er Ole Bruun Rasmussen, der er internationalt kendt som instruktør, dukkemager, lærer og forfatter.

Annonce

I slutningen af 1960'erne ændredes billedet, og målet blev at skabe alternativt teater på børnenes egne præmisser. Mange nye teatre opstod, og nye retninger med inspiration fra kunstverdenen eller leg med objekter så dagens lys. Ray Nusselein fra Paraplyteatret, der opnåede international berømmelse med sine poetiske forestillinger, benyttede ofte dagligdagens objekter som aktører fx i Min altankasse 1984. I 1983 oprettedes foreningen En anden slags teater, som i 1988 blev anerkendt som den danske afdeling af UNIMA (Union Internationale des Marionnettes), og siden da er det gået støt fremad, således at der i dag findes ca. 25 professionelle teatre, som benytter animationskunst – helt eller delvis. Endvidere afholdes 3-4 årlige festivaler, hvor forestillinger fra ind- og udland præsenteres. Se også Bunraku; Børneteater; Marionet; Mester Jakel; Wayang.

Bibliografi: Hamre, I Animationsteater som kunstart og som led i æstetisk udvikling og opdragelse. 1992; Jurkowskij, H History of European Puppetry I-II, 1996-1998; Magnin, C Histoire des Marionnettes en Europe 1896/1981; Schmidt, S Mester Jakel 1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lilo Skaarup: animationsteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427166