Sturm und Drang

Sturm und Drang, bevægelse i tysk litteratur 1767-85 med stor betydning for teatret, opkaldt efter et skuespil af Friedrich Maximilian Klinger af samme navn fra 1776. SUD var unge tyske digteres oprør mod det patriarkalske borgerskab og protest mod tidens kolde rationalisme og de litterære forsøg på at tvinge digtekunsten til at rette sig ind efter fransk klassicismes normer. Med Shakespeare som forbillede blandede SUD komiske og tragiske elementer og brød med dramaturgiens regler om tidens, stedets og handlingens enhed. Idealet var ‘geniet’, den umiddelbare oprører, der brænder for sin sag. Inspireret af Jean-Jacques Rousseau og den ‘franske følsomhed’ opfattede SUD-tilhængerne sig som autonome individer, der satsede på subjektiviteten. Kunstnerisk alvor og respekt for geniet Shakespeare forhindrede anarkisme. Bedst lykkedes det SUD at slå igennem på teatret. Den idelle SUD-skuespiller var Friedrich Ludvig Schröder, der i roller som Henrik IV og Hamlet kæmpede et vigtigt slag for den tyske Shakespeare-reception.

Omkring 1770 tilsluttede den unge Goethe sig SUDs ideer ved at lade helten i Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand 1773 nægte at bøje sig for politisk tvang, lige som Goethe selv nægtede at bøje sig for de dramaturgiske regler. Goethes brevroman Die Leiden des jungen Werthers 1774 blev udråbt til SUDs centrale værk. Til de vigtigste SUD-dramatikere regnes den unge Fr. Schiller med Die Räuber 1782 og Kabale und Liebe 1784 samt Reinhold Lenz med Der Hofmeister, oder Vorteile der Privaterziehung 1774. Selvom SUD i og for sig var et tysk fænomen, fik Danmark en begejstret tilhænger i Knud Lyne Rahbek, der i sin ungdom gjorde bevægelsens følelsesbetonede fremtoning til en livsstil og bl.a. oversatte Kabale und Liebe.

Bibliografi: Müller, P Sturm und Drang 1978; Szondi, P Die Theorie des bürgerlichen Trauerspiels im 18. Jahrhundert 1973.