Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Film og teater

Oprindelig forfatter AnDa

Film og teater. Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs film Festen blev bearbejdet til teater af Bo hr. Hansen og opført af Mammutteatret på Det Kongelige Teater i 2002. Henrik Sartou instruerede, Kirsten Thomsen havde lavet scenografien. Her Faderen (Jesper Langberg) og Sønnen (Jakob Cedergreen) efter den skæbnesvangre middag.

Film og teater. Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs film Festen blev bearbejdet til teater af Bo hr. Hansen og opført af Mammutteatret på Det Kongelige Teater i 2002. Henrik Sartou instruerede, Kirsten Thomsen havde lavet scenografien. Her Faderen (Jesper Langberg) og Sønnen (Jakob Cedergreen) efter den skæbnesvangre middag.

I mere end et århundrede har de to kunstarter film og teater været knyttet sammen i et forhold af gensidig udveksling, hvor teatret har inspireret og leveret stof til de levende billeder, ligesom filmens fortælleteknik har inspireret den levende scenekunst.

I begyndelsen havde filmen stærk tilknytning til teatret. Biograferne blev indrettet i stil med teatre, de tidlige film hentede ofte materiale i scenekunsten, og udtryksmidlerne var i høj grad sceniske. Det var da filmen begyndte at frigøre sig fra det teatralske, at et selvstændigt filmisk udtryk brød igennem bl.a. med klipning og locationoptagelser. Dog var der også en række teatermæssige elementer, bl.a. person arrangement og dramaturgi, som filmen tog til sig. Det var især farcer og actionfilm, der markerede noget originalt filmisk i den tidlige film, mens melodramaer ofte bevarede et mere teatralsk præg.

Da tonefilmen slog igennem 1927-30, fik filmindustrien brug for teatret igen – skuespillere, der kunne sige replikker, og instruktører, der havde erfaring med dialogscener. Samtidig blev dramatikere efterspurgte som manuskriptforfattere. Stumfilmen havde lavet mange teaterfilmatiseringer (og mange romaner blev filmatiseret via en dramatisering), men med lydfilmen blev det endnu mere udbredt. Blandt klassikerne har især Shakespeare haft filmens interesse. Blandt de berømteste Shakespeare-film er Laurence Oliviers Henrik den Femte 1945, Hamlet 1948 og Richard den Tredje 1955, samt Orson Welles’ Othello 1952, Akira Kurosawas Blodets trone 1957, efter Macbeth og Roman Polanskis Macbeth 1971. I dansk film er Carl Th. Dreyers Ordet 1955 efter Kaj Munk en af de berømte teaterfilmatiseringer. Filmatiseringer af dagligstuedramaer – fx Lillian Hellmans De små ræve fra 1941, Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat fra 1962 og Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf ? fra 1966 – har ofte søgt at gøre stoffet mere filmisk ved at bruge afvekslende locations. En række moderne dramatikere har også arbejdet direkte for filmen, bl.a. Brecht, Noël Coward, Jean-Paul Sartre, Tennessee Williams, Arthur Miller, Jean Anouilh, Neil Simon, Tom Stoppard; i dansk film kan nævnes Kaj Munk, Kjeld Abell, Leck Fischer og Bo hr. Hansen. Nogle af de store teaterinstruktører har i enkelte tilfælde arbejdet med film, bl.a. Meyerhold, Max Reinhardt, Erwin Piscator, Peter Brook, Ariane Mnouchkine, Peter Stein, mens Luchino Visconti, Elia Kazan, Ingmar Bergman, Franco Zeffirelli, Fassbinder og Patrice Chéreau er eksempler på instruktører, der har haft både en stor film- og teaterkarriere.

Annonce

En række film handler direkte om teatermiljøet, bl.a. Howard Hawks’ Den store scene 1934, Ernst Lubitsch’ At være eller ikke være 1942 og Mel Brooks’ Forår for Hitler 1968, (musical The Producers 2001, Det Ny Teater 2006); film af teaterhistorisk interesse omfatter den nævnte Henrik den Femte, der begynder og slutter på Globe Theatre, og Marcel Carné og Jacques Préverts Paradisets børn, der handler om fransk teaterliv i 1800-tallet med mimikeren Baptiste Deburau og skuespilleren Frédérick Lemaître i centrum.

Filmen har fra begyndelsen også udgjort en slags dokumentation og fastholdelse af skuespillerpræstationer. Fx optræder Sarah Bernhardt og Eleonora Duse i tidlige film, og det er generelt filmen, der bevarer skuespillernes kunst for eftertiden. Mens der er mange filmstjerner, der ikke har haft større kontakt med teatret, har de fleste væsentlige teaterskuespillere siden lydfilmens gennembrud også arbejdet for filmen.

Dramatikken lånte især i 1940'erne filmens flashback-teknik – som det ses hos Abell og Sartre. Og i moderne scenografi udnyttes filmisk projektionsteknik ofte, fx således at lærreder med skiftende landskaber, togvogne i fart og ture i luften og under vandet skaber actionfyldte baggrunde for den levende sceneaktion. I dag er Laterna Magika i Prag et af de teatre, der mest markant har udviklet og forfinet illusionsteknikken i grænselandet mellem film og teater, hvor dukker kan tale og agere, skibe kan svæve frit i luften, og filmobjekter og personer kan gennembryde lærredet. Det er ikke længere fremmed at inkorporere æstetiske og tekniske elementer fra film- og tv-mediet, sådan som fx Frank Castorf gjorde på Volksbühne i Fjodor Dostojevskij Der Idiot 2002 og Anders Paulin i Shakespeares En skærsommernatsdrøm Det Kongelige Teater 2004, hvor publikum kunne følge handlingen på små tv-monitorer, der transmitterede direkte fra hhv. scenen og restauranter i nærheden.

Også flere film har fundet vej til scenen i dramatiseret form, bl.a. Carné og Préverts Paradisets børn fra 1945, Kurosawas Rashomon fra 1950, Thomas Vinterbergs Festen fra 1998 og Lars von Triers Breaking the Waves fra 1996. Tendensen til, at teaterfolk i stigende grad finder inspiration i store filmsuccesser, synes på skrivende tidspunkt at være i stigning. Således var fx Peter Langdals musicalversion af Susanne Biers Den eneste ene 2005 et sandt tilløbsstykke, ligesom fx også Lars von Triers Dogville, blandt flere andre film, har fundet vej til scenen i den dramatiserede version Grace was here K1 2007. Tendensen tilskrives af nogle eksperter fænomenet remediering, der dækker over, at moderne medier hele tiden søger at efterligne og plagiere nye mediers udtryksformer og fortælleteknik. Se også Pjerrot.

Bibliografi: Davies, A Shakespeare and the moving image 1994; Esslin, M The field of drama 1987; Knopf, R Theater and Film 2004; Kramer, P & Lovell, A Screen acting 1999; Manvell, R Theater and Film 1979; Vardac, N A Stage into Screen 1949.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anja Damm: Film og teater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428019