Det Borgerlige drama

Det Borgerlige drama, I takt med borgerskabets emancipering i 1700- og 1800-tallet ændredes også publikummets sociale sammensætning, og de nye teatre måtte indrettes derefter. Det kultiverede borgerskab dominerede blandt publikum i parkettet og i logerne, mens ståpladserne, som var de lavere klassers eneste adgang til teatret, blev indskrænket, og politirapporter fra midten af 1800-tallet viser, at det nu var almindeligt at bortvise tarveligt klædte personer fra de store teatre, som fx Det Kongelige Teater. Middelklassens dominans i teatret betød også en væsentlig ændring i repertoiret; den heroiske tragedies ‘høje stil’ blev i England i begyndelsen af 1700-tallet afløst af sentimentale værker, der forsvarede borgerstandens sociale og moralske idealer, hvor naturen, det borgerlige liv og familien både i komedien og sørgespillet blev fremhævet som en tryg og sikker havn over for overklassens udsvævende og ryggesløse karakterer. Det var især de engelske dramatikere George Lillo med The London Merchant, or the History of George Barnwell 1731 (Kiøbmanden i London eller Jørgen Barnvels Historie udg. 1759) og Edward Moore med The Gamester 1753 (Beverley Det Kongelige Teater 1770), der fik betydning for udviklingen af det BD i Frankrig og Tyskland. I Frankrig kom den klassicistiske tragedie under pres i anden halvdel af 1700-tallet fra dramatikere som Denis Diderot og Beaumarchais, både med deres nye følsomme værker, hhv. Le fils naturel 1771 (Den naturlige søn Det Kongelige Teater 1791) og Les deux amis ou le Négociant de Lyon 1770 (De to venner eller Købmanden i Lyon Det Kongelige Teater 1784), og deres teoretiske værker, hhv. Discours sur la poésie dramatique 1758 og Essai sur le genre dramatique sérieux 1767. Diderot udstak reglerne for det BD, hvori han bl.a. gjorde op med den traditionelle opstilling af skuespillerne i en halvcirkel foran rampen, den deklamerende replikbehandling og den stereotype scenografi – skuespillerne skulle nu bevæge sig frit rundt på scenen, fremsige replikkerne i hverdagssprog og optræde i kostumer og i en meddigtende scenografi. Handlingen skulle være simpel, men gribende og hente sit emne fra den borgerlige tilværelse. I Tyskland var G.E. Lessing den vigtigste eksponent for det BD, både som kritiker i Hamburgische Dramaturgie 1767-69 og som dramatiker med fx Miss Sara Sampson 1755 (Det Kongelige Teater 2003), hvor det medlidende menneske stod i centrum i den karakterdannende dramatik. Det BD i Tyskland intensiveredes med Goethe og Schiller i Sturm und Drang-bevægelsen.

I Danmark havde det BD allerede en engageret fortaler i Holberg, som i dén grad forstod at sætte borgerskabet i scene. Tragediens høje stil fik aldrig for alvor fodfæste i Danmark, men J H Wessels satiriske komedie Kærlighed uden strømper Det Kongelige Teater 1773 udstillede alligevel de fransk-inspirerede tragedier som Johan Nordahl Bruns Zarine fra året før. Lessing blev kort efter introduceret på Det Kongelige Teater med Emilia Galotti, som fik stor betydning for det BD i Danmark som fx Johannes Ewald med Balders Død Det Kongelige Teater 1778 og Oehlenschläger med fx Sanct Hans Aftenspil Det Kongelige Teater 1819.

Det BD blev effektiviseret af 1800-tallets teaterskræddere som Eugène Scribe og Victorien Sardou med det veldrejede drama. Med afsæt i disse skabeloner åbnede Ibsen og George Bernard Shaw for en ny epoke i det BD, nemlig med angreb på borgerskabet selv, på dets åndelige eksistens og moral. Jf. også Leif Panduros tv-spil i 1960'erne og 1970'erne.

Bibliografi: Guthke, K S Das deutsche bürgerliche Trauerspiel 1984; Olesen,PEN Lessing og Danmark 1750-1800 1971.