Eyđun Johannessen, f. 1938, færøsk instruktør, uddannet skuespiller i København og Odense 1957-60. I 1960'erne arbejdede J på Færøerne med at udvikle færøsk teater og dannede teatergruppen Gríma i 1976. Fra 1979-86 rektor for Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, og her kom hans gennembrud med Becketts Mens vi venter på Godot 1981, Jess Ørnsbos Fælden 1982 og Milan Kunderas Jacques og hans Herre 1984, alle Aarhus Teater. Hans stil var renset realisme og baseret på skuespillerens psykologiske spil.

Fra det første dramatiseringsprojekt: Dickens’ Et juleeventyr Aarhus Teater 1986 mærkede man hans inspiration fra Trevor Nunns episke teater i arbejdet med ensemblet og den store scenes enkle magi. Højdepunktet blev hans 6 timer lange opsætning af Jørgen Ljungdahls dramatisering af Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per 1988 (DRtv 1989). Js iscenesættelser af Alexandre Dumas pères Greven af Monte-Christo 1990 og William Heinesens De fortabte Spillemænd 1992, alle Aarhus Teater og dramatiseret af Ljungdahl, viste fortsat en satsning på ensemblet, og forestillingerne på de mindre scener viste hans sans for det psykologiske spil. 2000 forlod han Danmark, og var teaterchef for Gríma i Tórshavn 2000-2005. Far til Annika og Olaf J. Se også Gríma.

Iscenesættelse: Jægerne Svalegangen 1980; Caroline Aarhus Teater 1985; Indenfor Murene Aarhus Teater 1988; Titus Andronicus Aarhus Teater 1989; Hamlet Aarhus Teater 1992; Alpeglød Aarhus Teater 1994; Klinikken Aarhus Teater 1996; På sporet af den tabte tid Aarhus Teater 2004.

Teaterpriser: Statens Kunstfonds Livsvarige kunstnerydelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig