Théâtre du Vieux-Colombier

Théâtre du Vieux-Colombier, parisisk teater grdl. 1913 i det tidligere Athénée St. Germain af Jacques Copeau, der som Adolphe Appia og Gordon Craig ønskede en reduktion af teatrets ydre virkemidler. Forestillingerne opførtes på en nøgen scene i flere planer forbundet med trapper. Teatret fungerede som laboratorium med tilknyttet skole med undervisning i tekstanalyse, men også i commedia dell’arte og japansk nō. I 1924 flyttede Copeau skolen til Bourgogne for at hellige sig pædagogisk virksomhed, og da hans bedste elev, Louis Jouvet, samtidig forlod teatret, blev det ombygget til biograf. 1930 genåbnede det som teater af andre af Copeaus elever, Compagnie des Quinze, og blev hjemsted for den franske avantgarde med urpremierer på Jean-Paul Sartres Huis Clos 1944, T.S. Eliots Murder in the Cathedral 1945 og Arthur Adamovs Paolo Paoli 1957 og ikke mindst Antonin Artauds berømte støtteforedrag for sig selv i 1947. 1973 måtte det imidlertid lukke og stod tomt, indtil det 1989 blev lagt ind under Comédie-Françaises administration og genåbnet 1993.

Bibliografi: Kurtz, M Jacques Copeau, biographie d’un théâtre 1950.