Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Théâtre du Marais

Oprindelig forfatter KeKv

Théâtre du Marais, parisisk teater grundlagt 1634; havde til huse i en gammel tennishal i Marais-kvarteret, der dengang lå i udkanten af Paris. Teatret blev subventioneret af kongen og var i de første år dramatikeren Pierre Corneilles scene. Det var her, Le Cid havde premiere i 1636. I 1647 lod Corneilles ven og yndlingsskuespiller Floridor, der havde ledet teatret siden 1642, sig lokke til at gå over til konkurrenten, Hôtel de Bourgogne, og tog sin dramatiker med sig. Derefter specialiserede TDM sig i såkaldte pièces à machines, udstyrsstykker med rig brug af sang og dans og ekstraordinære effekter, fremtryllet af teatrets maskinist og Ludvig XIVs ingeniør Denis Buffequin. I 1673 flyttede skuespillerne sammen med resterne af Molières trup ind i Théâtre de Guénégaud og fusionerede 1680 med Hôtel de Bourgogne til La Comédie-Française. Se også Illusion.

Bibliografi: Lawrenson, T E The French Stage in the 17th Century 1957.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Théâtre du Marais i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429093