Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sarah Bernhardt

Oprindelig forfatter ASca

 Sarah Bernhardt i titelrollen i Racines Phèdre i 1870'erne.

Sarah Bernhardt i titelrollen i Racines Phèdre i 1870'erne.

Sarah Bernhardt, 1844-1923, fransk skuespiller. Ved siden af Eleonora Duse blev hun sin generations mest berømte scenekunstner. Med sit mørke eksotiske udseende, erotiske charme, poetiske udstråling, slanke skikkelse og ikke mindst en klokkeren stemme (voix d’or) blev hun fejret over det meste af den vestlige verden. Hun blev uddannet på Konservatoriet i Paris og debuterede i 1862 uden større succes i titelrollen i Racines Iphigénie på Théâtre Français. Hun var en kort tid i 1863-64 ansat ved Théâtre du Gymnase og blev i 1867 engageret på Odéon, hvor hun fik sit gennembrud som Anna Damby i Dumas pères Kean 1868 og i François Coppèes Le Passant 1869 som den unge trubadur, Zanetto. I 1872 vendte hun tilbage til Théâtre Français, hvor hun spillede i både romantikkens skuespil (Victor Hugos Ruy Blas 1872) og Racines tragedier (Phèdre 1874). Efter flere temperamentsfulde kontroverser forlod hun teatret i 1880 for at tage på den første af en lang række gæstespil i Europa, USA og andre verdensdele. Hun optrådte som centrum i et mindre teaterselskab med dominerende roller. Blandt hendes fineste præstationer var Alexandre Dumas fils’ La dame aux camélias 1880, især i samspillet med Jacques Damala, som hun kortvarigt var gift med i 1882, samt i forestillinger skabt til hende, som Victorien Sardous Fédora 1882 eller med monologer som fx Shakespeares Hamlet 1886. Hun spillede med patos, og hendes erotiske, feminine karisma gjorde hendes bukseroller sagnomspundne. Gæstespillet i Danmark 1880 på Det Kongelige Teater blev en strålende succes, hun blev hyldet af hele Kbh. med audiens i kongelogen og festbanket på d’Angleterre, og pressen dækkede hele besøget med daglige rapporter. I 1883 var hun atter gæst på Det Kongelige Teater, men da fandt Herman Bang at hendes spil i Fédora var et ‘indvendigt udhulet spil’. 1902 vendte hun atter tilbage, denne gang på Folketeatret, men nu var interessen for længst slukket.

I 1893 overtog hun Théâtre de la Renaissance, hvor hun i 1897 bl.a. inviterede konkurrenten Eleonora Duse på gæstespil. 1899 flyttede hun over til det større Théâtre des Nations som hun omdøbte til Théâtre Sarah Bernhardt. B indspillede 8 af sine mest berømte roller på film, deriblandt Hamlet 1900, Tosca 1908 og Kameliadamen 1911. Hun arbejdede desuden som skulptør, og efter sit gæstespil i 1880 forærede hun i taknemmelighed Det Kongelige Teater et marmorrelief af den druknende Ofelia, som er indfældet over midterkaminen i publikumsfoyeren.

Bibliografi: Bernhardt, S Sarah Bernhardts Erindringer 1911; Brandon, R Being Divine: A Biography of Sarah Bernhardt 1991; Menefee, DW Sarah Bernhardt in the Theatre of Films and Sound Recordings 2003.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Sarah Bernhardt i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427353