Pierre Corneille, 1606-84, fransk dramatiker. C placerer sig som dramatiker i skæringspunktet mellem barok og klassicisme. Han debuterede med komedier, der uden klassiske forbilleder skildrer livet blandt adelen og afspejler tidens preciøse smag (La Galerie du Palais 1632, La Place Royale 1633/34). I eventyrkomedien l’Illusion comique 1635/36, der med sin leg med teaterillusionen er en ren barokkomedie, leverede han et varmt forsvar for teatret. Gennembruddet kom med Le Cid 1637 (Sejrherren Det Ny Teater 1953), en heroisk tragikomedie, der byggede på et drama af Guillen de Castro om en spansk folkehelt fra 1000-tallet. I modsætning til det spanske forlæg, der behandlede et bredt episk stof i episodisk form, koncentrerede C sig i højere grad om den moralske konflikt mellem kærligheden og pligten over for familien: Rodrique og Chimène elsker hinanden, men deres kærlighed kommer på prøve, da Rodrique for at redde sin fars ære dræber Chimènes far i en duel. Le Cid er ‘klassisk i struktur, men romantisk i ånd’, og publikum elskede stykket. Til gengæld bragte det C i strid med det nystiftede franske akademi, der på den magtfulde kardinal Richelieus opfordring gjorde det til genstand for offentlig kritik. En hovedindvending var, at C ved at presse begivenhederne ind i den klassiske 24-timers regel kom til at forsynde sig mod klassicismens krav om sandsynlighed (vraisemblance) og sømmelighed (bienséance). Meget tyder på at modstanden mod stykket også var politisk. På en tid, hvor adelsoprøret endnu rasede i Frankrig, bevægede C sig med sine selvrådige adelsfolk, der satte loyaliteten over for slægten højere end loyaliteten over for kongemagten, ind i et farligt minefelt.

Kritikken mod Le Cid gjorde indtryk på C, men efter fire år vendte han tilbage til teatret med tre regelrette tragedier med baggrund i den romerske historie (tragédies romaines): Horace (tilegnet Richelieu, 1640), Cinna 1640/41 og det kristne martyrdrama Polyeucte 1643 (Det Kongelige Teater 1764). Efter Richelieus død i 1642 søgte han med den heroiske komedie (comédie héroique) Don Sanche d’Aragon 1649 igen inspiration i Spanien, og med den musikalske tragedie Andromède 1650 tog han hele barokteatrets tekniske apparat i brug. I slutningen af sin karriere vendte han tilbage til den rene tragediegenre.

Cs dramatiske karakterer ligner filosoffen René Descartes’ ideale menneske, der kender passionerne og deres faldgruber og derfor formår at styre dem. Kærligheden er altid underlagt en højere interesse – slægtens eller statens. Personerne er viljesmennesker og tilstræber mere end noget andet la gloire (hæder, ry) som fx Rodrique og Chimène ved en veritabel overbudsstrategi i heroisme og ædelmod, Horace ved en fanatisk patriotisme, kejser Augustus ved at vise landsforræderen Cinna nåde og Polyeucte gennem martyriet. C har en forkærlighed for det ekstreme, men alle hans tragiske helte – selv det hensynsløse voldsmenneske Attila 1667 – vækker beundring på grund af den konsekvens, hvormed de forfølger deres mål. I forord til sine stykker og i tre dramaturgiske diskurser (1660) udviklede C sit syn på dramaet og på forholdet til de klassiske forbilleder. Se også Illusion; Théâtre du Marais.

Dramatiske værker: Medée 1635 (Hofteatret 1768); Le Menteur 1643 (Løgneren Lille Grønnegade teatret 1726); Nicomède 1651.

Bibliografi: Forestier, G Essai de génétique théâtrale: Corneille á l’æuvre 1996; Spang-Hanssen, E Corneilles livsfilosofi 1964; Vedel, V Corneille og hans Samtid 1927.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig