Jean Vilar, 1912-71, fransk skuespiller, instruktør og teaterleder. V tog 1947 initiativ til Avignonfestivalen, som han ledede til sin død. Som chef for det statsstøttede Théâtre National Populaire 1951-63 fik V et bredt publikum i tale gennem sine klassiske og moderne kvalitetsforestillinger, opført på en nøgen scene, der fik dynamik fra lys, farver og musik. Et trumfkort for teatret var skuespilleren Gérard Philipe, den ideelle fremstiller af roller som Rodrique i Corneilles Le Cid og prinsen af Homburg i Heinrich von Kleists drama af samme navn. Théâtre National Populaire var også opsøgende og havde god kontakt til fagforeninger og skoler.

Bibliografi: Leclerc, G Le T.N.P. de Jean Vilar 1971; Wehle, P Le théâtre populaire selon Jean Vilar 1991.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig