Vivien Leigh, 1913-67, engelsk skuespiller. Debut 1935. Især berømt for sine Shakespeare-roller, bl.a. Lady Anne i Richard III 1936 og 1949, Ofelia i Hamlet med Old Vic-ensemblet på Kronborg 1937, Julie i Romeo and Juliet New York 1940, Kleopatra i Antony and Cleopatra 1951, Viola i Twelfth Night 1955, Lady Macbeth og Lavinia i Titus Andronicus Stratford-upon-Avon 1955. Ofte i samspil med ægtefællen Laurence Olivier. Desuden markante roller hos R.B. Sheridan, G.B. Shaw, Thornton Wilder og i Tennessee Williams’A Streetcar Named Desire 1949, der senere blev berømt gennem filmen fra 1951. I 1961 spillede L The Lady of the Camellias af Alexandre Dumas fils på Old Vic og fik 1963 sin musicaldebut i New York i Lee Pockriss og Anne Croswells Tovarich, baseret på Robert Sherwoods adaptation. Hendes sidste rolle var i Tjekhovs Ivanov, New York 1966, i samspil med John Gielgud. Verdensberømt for sin Scarlett O’Hara i Victor Flemings film Gone with the Wind 1939 var L kendt for sin store følsomhed, skønhed og tekniske præcision.

Bibliografi: Dent, A Vivien Leigh: A bouquet 1969; Edwards, A Vivien Leigh 1977; Vickers, H Vivien Leigh 1988.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig