Sarah Siddons, f. Kemble, 1755-1831, engelsk skuespiller og søster til J.P. Kemble, der var hendes medspiller i forældrenes omrejsende teaterselskab. Som Portia i Shakespeares The Merchant of Venice præsenterede David Garrick hende på Drury Lane 1775, men fiaskoen førte hende tilbage til provinsen. Fra 1782 vendte S tilbage i en række sceniske sejre s.m. broderen, og de gjorde hende berømt som periodens største skuespillerinde, bl.a. i Thomas Southernes The Fatal Marriage 1782, Thomas Otways Venice Preserv’d 1782 og som Shakespeares Ofelia i Hamlet 1785, Katharine i Henry VIII 1788, Gertrude i Hamlet 1795 og Hermione i The Winter’s Tale 1802. Hendes mest berømte skikkelse blev Lady Macbeth, der i samspil med broderen genåbnede det nye Covent Garden 1809. S trak sig tilbage i 1812 og blev af kritikeren William Hazlitt beskrevet som den ‘personificerede tragedie’.

Bibliografi: French, Y Mrs. Siddons; tragic actress 1954; Kelly, L The Kemble era 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig