Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samuel Phelps

Oprindelig forfatter JHei

Samuel Phelps, 1804-78, engelsk skuespiller og teaterleder. P var i perioder tilknyttet ensembler under Ben N Webster og W C Macready, men er bedst kendt som leder af Sadler’s Wells Theatre 1844-62 med opførelser af de fleste Shakespeareskuespil, hvor han tilstræbte historisk korrekthed i kostumer og skønhed i scenebilledet, men uden fornyet spillestil. P gjorde teatret til periodens førende Shakespearescene, oftest med sig selv i hovedroller med særlig styrke i King Lear, Othello og Antony and Cleopatra. Skønt primært tragiker havde P også succes i komiske roller, bl.a. Falstaff, men forekom kølig i elskerroller. Ledelsen af Sadler’s Wells Theatre var det første synlige resultat af kampen for et frit teater efter ophævelsen af teatermonopolet 1843.

Bibliografi: Arundell, D The Story of Sadler’s Wells 1683-1964 1965; Watson, E B Sheridan to Robertson. A Study of the Nineteenth-Century London Stage 1926.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Heiner: Samuel Phelps i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429606