Samuel Beckett

Samuel Beckett, 1906-89, irsk-fransk dramatiker og instruktør, litteraturstudier 1923-27 i Dublin, bosat i Paris fra 1938. Inspireret af James Joyce, Franz Kafka og Marcel Proust skrev B en række romaner, noveller og dramatik, som han senere selv instruerede: En attendant Godot Paris 1953 (Vi venter på Godot Aarhus Teater 1956, Mens vi venter på Godot Bristol 1978), Endgame 1957 (Slutspil Studenterscenen 1957), Krapp’s Last Tape 1958 (Krapps sidste bånd Studenterscenen 1958) og Happy Days 1961 (Glade Dage Fiolteatret 1962). B skrev en række mindre tekster for radio og tv som fx All That Fall BBC 1957 (Hvo som falder DRradio 1958). Hans sidste stykker var Catastrophe 1982 og What Where 1983. Især Bs første stykker er, inspireret af såvel music-hall-traditionen som Tjekhov, præget af en komisk retorisk tradition med pauser, gentagelser og næsten ingen handling i traditionel forstand. Figurerne er som indskrevet i et mislykket drama, hvor der ingen forløsning, genkendelse eller omslag findes. Man venter, gentager, misforstår, og spejler og ekkoer hinanden i en uendelig tale, som ikke vil slutte. Rollerne befinder sig i denne opførelse og dens netværk af tegn og strukturer, som de ikke kan undslippe. Sproget har nærmest glemt, hvad det refererer til. Tilskuerne konfronteres med samme form for displacering, fx i Endgame som udspilles i et gråt rum og i gråt lys, hvilket gør perceptionen usikker. Maleriet på væggen har bagsiden udad og typisk er personerne defekte ligesom tingene er sluppet op. B var som instruktør optaget af skuespillernes bevægelser, lyset og hele teaterrummets indretning fra scenetæpper til scenografi som en del af hans teatervision, hvor betydningsdannelsen var overladt tilskueren.

B er ofte blevet opfattet som absurd dramatiker, men dette er måske en for snæver genremæssig rubricering. I hvert fald er det centralt at påpege, at han i hele sit forfatterskab vender sig mod en kunsttradition, hvor det repræsentationelle er det centrale (det at værket har et bestemt indhold og betyder noget bestemt i kraft af sin form). B tømmer snarere rummet for betydning, og hans univers er således et tomt rum befriet for enhver specifik betydning, herunder også at tilværelsen skulle være absurd. Det tomme rum peger på tilskuerens potentielle muligheder for selv at skabe betydninger. B markerer således et slutspil for en bestemt kunstrepræsentation, men ikke for kunsten som sådan.

Teaterpriser: Nobelprisen i litteratur.

Bibliografi: Esslin, M The Theatre of the absurd 1961 (Det absurde teater 1968); Hesla, D H The Shape of Chaos. An interpretation of the art of Samuel Beckett 1971; Macmillan,D& Fehsenfeld, M Beckett in the Theatre 1988; Uhlmann, A Beckett and Poststructuralism 1999.