Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Old Vic Theatre

Oprindelig forfatter JHei

Old Vic Theatre, teater på sydsiden af Themsen i London, oprindelig åbnet 1818 som Royal Coburg Theatre og fra 1833 kaldt Royal Victoria efter den kommende dronning, i daglig tale Old Vic. Med sit smukke interiør, et storslået maskineri og et enormt fortæppe af spejlglas (1821) så OVTs fremtid som borgerskabets teater lovende ud, men det lykkedes ikke rigtig, og OVT blev i stedet et folkeligt teater med spektakulære melodramaer, harlekinader og danse. 1871 blev det til en music-hall, og druk, prostitution og slagsmål øgede husets dårlige ry og gav det tilnavnet ‘blodbadet’.

1880 blev et vendepunkt, da kvindesagsforkæmperen Emma Cons lejede teatret og skabte et afholdssted med koncerter, foredrag, studiekredse og folkelig underholdning for hele familien, og fra 1898, da niecen Lilian Baylis blev tilknyttet – tillige opera og senere film. 1912 overtog hun ledelsen, fik teaterbevilling, og fra 1914 begyndte OVTs egentlige betydning for engelsk teater. Med instruktøren Ben Greet indledtes en række opera- og Shakespearesæsoner med ét enkelt udenlandsk drama, nemlig Henrik Hertz’ Kong Renés datter. Fra 1920-25 iscenesatte Robert Atkins, for første gang i historien, samtlige skuespil af Shakespeare. 1931 blev Baylis også leder af Saddler’s Wells Theatre og grundlagde s.å. Saddler’s Wells Ballet Company. Der blev nu opført skuespil, opera og ballet skiftevis på de to teatre, indtil de to sidste 1934 fik fast scene på Saddler’s Wells.

OVT blev nu anset som Londons teatercentrum med skuespillere som John Gielgud, Laurence Olivier, Alec Guinness, Peggy Ashcroft og Vivien Leigh, samt instruktørerne Michel Saint-Denis og Tyrone Guthrie, der overtog ledelsen efter Baylis. 2. Verdenskrigs bombninger lukkede OVT, men teatret indledte en omfattende turnévirksomhed og spillede bl.a. på New Theatre (nuværende Albery) i St. Martin’s Lane. OVT åbnede igen 1950 med en præsentation af samtlige Shakespeareskuespil. Et første Young Vic fungerede 1945-51 under George Devines ledelse, men måtte lukke af økonomiske grunde, mens fremtidens talenter blev sikret gennem den indflydelsesrige Old Vic Theatre School under ledelse af bl.a. Michel Saint-Denis 1947-52. 1970 grundlagdes det andet Young Vic af Frank Dunlop.

Annonce

1963 blev OVT hjemsted for det nyoprettede National Theatre under ledelse af Laurence Olivier med et nyt ensemble og instruktører som Peter Brook og Peter Hall, der 1973 efterfulgte Olivier som chef. 1976 flyttede National Theatre til det ny teaterhus på South Bank. 1977-81 husede OVT Prospect Theatre Company med bl.a. Peter O’Toole og Derek Jacobi, men blev solgt ved en auktion 1982 og genåbnet 1983. I nogle ambitiøse sæsoner 1987-90 forsøgte instruktøren Jonathan Miller sig som chef med operaer og klassiske forestillinger af stor originalitet og kunstnerisk vægt, men salget svigtede. En Peter Hall-sæson 1997 med Becketts Waiting for Godot forsøgte også at markere nye tider. Overhængende fare for, at OVT skulle ende som bingohal, resulterede i oprettelsen af OV Theatre Trust 1998, hvorved teatret blev en selvejende institution, og 2004 blev den amerikanske skuespiller Kevin Spacey kunstnerisk leder. Se også Royal National Theatre.

Bibliografi: Rowell, G The Old Vic Theatre 1993.

Eksternt link:

www.oldvictheatre.com

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Heiner: Old Vic Theatre i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429454