Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michael Redgrave

Oprindelig forfatter JHei

Michael Redgrave, 1908-85, engelsk skuespiller. Blandt hans mange Shakespeareroller var Macbeth 1947 i Stratford og New York 1948, Hamlet på Old Vic 1949, på Kronborg 1950 og i Rusland 1958 samt Richard II 1951, efterfulgt af Prospero i The Tempest, Shylock i The Merchant of Venice og King Lear 1953 alle i Stratford, foruden et moderne repertoire af bl.a. Terence Rattigans The Browning Version 1948 (film 1951), T.S. Eliot, Jean Giraudoux, Robert Bolt og hans egen dramatisering af Henry James’ The Aspern Papers 1959. En fremragende Onkel Vanya fra 1962 i Tjekhovs skuespil, som han gentog året efter på Old Vic i National Theatres første sæson, foruden en berømmet Bygmester Solness i Ibsens skuespil The Master Builder 1964, inden sygdom tvang ham til at forlade kompagniet. Sidste rolle i 1979. Huskes fra film bl.a. som John Worthing i Oscar Wildes Bunbury 1952 i et elegant og vittigt samspil med Edith Evans. Hans sceniske fremtræden var kultiveret og intellektuel med en sensibel, melankolsk, men også underfundig udstråling. Et teater i Farnham, Surrey, er opkaldt efter ham 1965. Far til Vanessa Redgrave.

Bibliografi: Redgrave, M Mask or Face, Reflections in an Actor’s Mirror 1958 & In My Mind’s Eye 1983; Kempson, R A Family and its Fortunes 1986; Redgrave, C Michael Redgrave, My Father 1995.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Heiner: Michael Redgrave i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429766