Mark Rylance, f. 1960, engelsk skuespiller, instruktør og teaterleder, opvokset i USA. Tilknyttet Royal Shakespeare Company 1982 i Edward Bonds Lear og som Shakespeares Ariel i The Tempest og igen 1988, hvor R spillede Hamlet og Romeo. Han grundlagde 1984 London Theatre of Imagination, senere omdøbt til Phoebus Cart og turnerede med Shakespeares The Tempest. R blev det ny Globes første kunstneriske leder 1995-2005 og har iscenesat og spillet en række roller, bl.a. Olivia i Tim Carrolls all-male opsætning af Shakespeares Twelfth Night 2002 og titelrollen i Richard II 2003. R har med sin sceniske karisma og sit lederskab skabt et ensemble, som har gjort den ny Globe-institution til en kunstnerisk succes og bl.a. har tiltrukket et stort ungt publikum.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.