Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henry Irving

Oprindelig forfatter JHei

Henry Irving, f. John Henry Brodribb, 1838-1905, engelsk skuespiller, instruktør og teaterleder. I ændrede navn 1856 og brød igennem 1871 som den ædle skurk, Mathias, i Leopold Lewis’ melodrama The Bells, der blev en enorm succes på det Lyceum, han overtog ledelsen af 1878 med Ellen Terry som kvindelig hovedkraft. De dannede par i en lang række Shakespeare-forestillinger, men de store sceniske sejre og økonomiske publikumssucceser, der holdt sig på repertoiret i mange sæsoner, blev de melodramatiske og spektakulære forestillinger, fx Lord Bulwer-Lyttons Richelieu 1873-84, Alfred Tennysons Becket 1883-1900, William Gorman Wills’ Faust 1885-1902. I gjorde både sine Shakespeareroller og det traditionelle melodramas skurk til den dominerende figur, en person i en psykologisk spændt situation i konflikt med sig selv, hvormed han fascinerede sit publikum med en blanding af frygt og medlidenhed. Med farverige opsætninger, inspirerede af samtidens malerkunst, tilstræbte han en detaljeret realisme og var på mange måder en ‘moderne’ instruktør med minutiøse indstuderinger af skuespillere og hele det sceniske apparat frem mod et fastlagt mål. I var sin periodes førende klassiske skuespiller sammen med Terry, men som instruktør havde han ikke sans for tidens moderne dramatikere som Ibsen og G.B. Shaw. I blev som den første britiske skuespiller adlet og senere begravet i Westminster Abbey; hans to sønner Henry Brodribb og Lawrence Sidney blev begge skuespillere.

Bibliografi: Bingham, M Henry Irving and the Victorian Theatre 1978; Huges, A Henry Irving, Shakespearean 1981; Irving, L Henry Irving. The actor and his world 1952.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Heiner: Henry Irving i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428556