Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

England

Oprindelig forfatter KeKv

England, Teatret startede her, som i de øvrige europæiske lande, med liturgiske spil inden for kirkens rammer for derefter at flytte ud i det offentlige rum. Fra slutningen af 1200-tallet og op gennem de følgende årh. var de såkaldte Corpus Christi Plays populære. Det drejede sig om store bibelske spil, der viste scener fra skabelsen til dommedag, og som opførtes over flere dage i forbindelse med Corpus Christi-festerne om sommeren. Der er bevaret fire sådanne cycler i deres helhed; den mest omfattende med 48 scener er knyttet til byen York. Mange af disse spil blev opført på vogne (pageant wagons), der ofte var i flere etager, og for hvis udsmykning de forskellige håndværkerlaug var ansvarlige. Fra 1400-tallet rykkede en ny genre frem, moraliteten, med The Castle of Perseverance ca. 1400-25 og Everyman ca. 1510 (fra hollandsk, Elkerlyc ca. 1495) som repræsentative eksempler. Moraliteterne, hvor gode og onde magter kæmpede om menneskesjælen, pegede frem mod en ny tids sekulære drama.

I takt med det øgede kendskab til den italienske renæssance-litteratur opstod i midten af 1500-tallet interessen for det klassiske latinske drama. Studerende ved de juridiske læreanstalter (Inns of Court) og latinskolernes elever opførte komedier af Plautus og Terents og tragedier af Seneca på latin og begyndte også at lave efterligninger af forbillederne på engelsk, som fx Thomas Sackvilles og Thomas Nortons Gorboduc or Ferrex and Porrex 1562, den første tragedie med emne fra den engelske sagnhistorie, skrevet på blankvers, og Nicholas Udalls komedie Ralph Roister Doister 1563. I løbet af 1500-tallet opstod de første professionelle skuespillertrupper, der under en stormands beskyttelse spillede i de åbne krogårde. Under dronning Elizabeth Is regeringstid 1558-1603 opnåede teatret en blomstringstid, der viste England som en ikke alene politisk, men også kulturel stormagt. Skuespillerne, der hidtil havde rangeret på linje med vagabonder og andre løse eksistenser, opnåede nu for de bedstes vedkommende nærmest kultstatus, og Shakespeare, der både var dramatiker, medejer af The Globe Theatre, skuespiller og instruktør, døde som en holden og respekteret mand. Elizabethansk teaters dramatikere – Christopher Marlowe, Shakespeare, Ben Jonson – hentede deres stof hos Seneca og den romerske farce, i den italienske novellelitteratur og i historien. Krønikestykkerne med emner fra den nationale fortid blev populære. Dramaerne afspejler en periode med store sociale og politiske omvæltninger, en tid med patriotisme, men også med en skærpet sans for skæbnens omskiftelighed og magtens korruption. Shakespeares sene stykker er præget af en vis pessimisme og længsel efter et lykkeligt og uskyldigt Arkadien.

1576 fik London med The Theatre sit første faste teater, bygget af træ med de runde bjørnegårde og krogårdene og deres svalegange som mønster. Det fik hurtigt efterfølgere – The Curtain, The Rose, The Swan, The Fortune, The Hope og det berømteste af dem alle The Globe – hjemsted for Shakespeares trup, 1997 genopført i sin originale skikkelse. Disse teatre havde gennemsnitligt plads til ca. 1500 tilskuere, der omfattede alle dele af befolkningen, og repertoiret appellerede til både høj og lav med sin blanding af voldsom aktion, djærv komik, sang, dans, filosofiske betragtninger over menneskenaturen og den skæreste poesi. Men det stillede også krav til publikum, der alene gennem ordenes magi skulle forestille sig de mange skift i tid og rum på datidens dekorationsløse scene og acceptere, at kvinderollerne blev spillet af unge drenge, hvis stemmer endnu ikke var gået i overgang.

Annonce

De elizabethanske teatre var placeret uden for Londons bykerne, først og fremmest på Themsens sydbred, hvor man undgik indblanding fra de puritanske myndigheder, men den puritanske revolution satte 1649 en brat stopper for al teatervirksomhed, der først kom i gang igen, da Karl II i 1660 vendte tilbage fra sit franske eksil, og restaurationstiden oprandt. Smagen havde ændret sig. Forbilledet for det såkaldte restaurationsdrama var den franske klassicisme. Teatrene rykkede indendørs; de forsynedes med et avanceret teknisk maskineri og deres antal blev reduceret til to. Shakespeare var stadig beundret, men måtte bearbejdes for at behage en ny tid. Teater var ikke længere en folkeforlystelse, men forbeholdt hoffet og aristokratiet, der dyrkede John Drydens heroiske tragedier og William Wycherleys, William Congreves og John Vanbrughs kyniske og vittigt usædelige sædekomedier. En attraktion ved restaurationstidens teater var skuespillerinderne, der nu gjorde deres indtog på scenen, ligesom også kvinder begyndte at skrive dramaer, den mest kendte Aphra Behn, der i frivolitet ikke stod tilbage for sine mandlige kolleger.

I begyndelsen af 1700-tallet bragte Richard Steele en følsom tone ind i komedien, og 1731 skabte George Lillo med The London Merchant, or the History of George Barnwell det første borgerlige sørgespil. Borgerskabets værdier var trængt ind på teatret. I slutningen af 1700-tallet vendte Sheridan imidlertid tilbage til sædekomedien, men rensede den for restaurationskomediens grovheder. Inden for skuespilkunsten gjorde David Garrick i midten af 1700-tallet op med den fransk inspirerede deklamatoriske spillestil og de opstyltede heltekostumer, der prægede opførelser af datidens tragedier og heroiske dramaer.

Det romantiske drama havde ringe kår i England. De store lyrikere, Lord Byron, John Keats, Percy Bysshe Shelley o.a. skrev dramaer, men kun et fåtal nåede frem til scenen. De dominerende genrer i første halvdel af 1800-tallet var melodramaet, burlesken og farcen, men da Drury Lane og Covent Garden-teatrenes monopol i 1843 blev opløst, banedes vejen for et rigere teaterliv. Mod slutningen af årh. strømmede publikum til Oscar Wildes satiriske sædekomedier, Gilbert og Sullivans operetter, der udleverede det victorianske England til latteren, og Arthur Pineros og Arthur Jones’ veldrejede samtidsdramatik.

I 1891 fik London med Jacob Thomas Greins Independent Theatre Society sit første frie teater. Samtidig vågnede interessen for Ibsen, godt hjulpet frem af George Bernard Shaw (The Quintessence of Ibsenism 1891), hvis sociale og politiske debatdramaer prægede den alternative scene et godt stykke ind i det nye årh. Som leder af Royal Court Theatre i London 1904-07 og senere af Savoy Theatre lagde Harley Granville-Barker grunden til et ensembleteater med vekslende repertoire som et alternativ til det kommercielle stjerneteater og ønskede dermed at bane vejen for et nationalteater, der dog først blev realiseret 1963. I det 20. årh.s første årtier åbnedes en række regionsteatre, ligeledes med faste ensembler og litterære aspirationer. Alligevel var det underholdningsteatret, der dominerede mellemkrigstiden og 1940'erne med navne som Somerset Maugham, Noël Coward og Terence Rattigan, hvis stykker eksporteredes til det øvrige Europa og USA. Derimod havde T.S. Eliot i 1950'erne vanskeligt ved at finde fodfæste på det kommercielle teater med sine moderne martyrdramaer.

I midten af 1950'erne skete der en eksplosiv udvikling inden for engelsk dramatik med basis i Royal Court Theatre, der under George Devines og Tony Richardsons ledelse gav mæle til en række forfattere, der for størstepartens vedkommende kom fra arbejderklassen, og som alle havde noget på hjerte. I 1956 gav John OsbornesLook Back in Anger navn til en retning – den unge vrede – der især slog igennem i romanen. Den første generation af Royal Court-dramatikere omfattede foruden Osborne indbyrdes ret forskellige forfattere som Ann Jellicoe, Arnold Wesker, John Arden og Harold Pinter. Samtidig tiltrak Joan Littlewoods Theatre Workshop i Londons Eastend, der var påvirket af Brecht og engelsk music-hall, dramatikere, der som Shelagh Delaney og Brendan Behan var villige til at indgå i en kollektiv arbejdsproces. Joan Littlewood forlod England 1975, men Royal Court har bevaret en førende stilling som rugekasse for ny engelsk dramatik. Efter den første bølge af dramatikere kom en ny, bestående af bl.a. Caryl Churchill, David Hare, Edward Bond og Howard Barker, der fra 1988 har haft sin egen internationalt kendte gruppe The Wrestling School, hvor han arbejder med sit metafysiske theatre of catastrophy. Mange af Royal Courts dramatikere har fortsat deres virksomhed inden for de mange community- og fringe theatres, der opstod i 1970'erne, eller har vundet indpas på Royal National Theatre, der 1976 rykkede ind i nye bygninger på Themsens sydbred, eller på Royal Shakespeare Company, startet 1960 af Peter Hall, som 1982-2002 havde sin London-base i Barbican Center.

40 år efter at Royal Court i 1950'erne introducerede Angry Young Men, den unge vrede, åbnede teatret i midten af 1990'erne sine døre for en række nye dramatikere: Mark Ravenhill, David Eldridge, Sarah Kane o.a., der har fået etiketten In-Yer-face heftet på deres dramatik pga. stykkernes rå og direkte sprog og konfrontationen med storbylivets skyggesider i form af sex, vold og stoffer. Både den unge vrede og In-Yer-Face-dramatikken repræsenterede en ung generations frustration og afmagt. Omkring år 2000 bærer flere værker præg af en mere konkret politisk refleksion. Det gælder fx den ældre etablerede dramatiker, Michael FraynsCopenhagen og Democracy, der 1998 og 2003 havde urpremiere på Royal National Theatre, mens fringe-teatret Tricycle Theatre 2004 opførte journalisten Victoria Brittain og forfatteren Gillian Slovos dokumentardrama Guantanamo.

Bibliografi: Nicoll, A A History of English Drama 1660-1900 vol. 1-4, 1955; Russell Taylor, J The Angry Theatre: New British Drama 1962 & The Second Wave 1971; Thomson, P Shakespeare’s Theatre 1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: England i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 23. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427922