Diana Rigg, f. 1938, engelsk skuespiller. R blev 1959 tilknyttet Royal Shakespeare Company og spillede bl.a. Shakespearerollerne Cordelia i King Lear 1962 og Viola i Twelfth Night 1966. Verdenskendt blev hun i rollen som agent Emma Peel i Sydney Newmans tv-serie The Avengers 1965-67. R blev 1972 hentet til National Theatre og rollen som den afdankede næsten-musicalstjerne Dorothy i Tom Stoppards Jumpers. Selvbevidste strigler er hendes speciale, selv som Célimène i Molières The Misanthrope 1973, men også i George Bernard Shaws Heartbreak House 1983, Stephen Sondheim-musicalen Follies 1987, og titelrollerne i Euripides’ Medea på Broadway 1994, Brechts Mother Courage 1995 og Racines Phèdre 1998. R har udgivet en vittigt kommenteret samling uddrag af ondskabsfulde anmeldelser No Turn Unstoned – The worst ever theatrical reviews 1982.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.