Samuel Phelps, 1804-78, engelsk skuespiller og teaterleder. P var i perioder tilknyttet ensembler under Ben N Webster og W C Macready, men er bedst kendt som leder af Sadler’s Wells Theatre 1844-62 med opførelser af de fleste Shakespeareskuespil, hvor han tilstræbte historisk korrekthed i kostumer og skønhed i scenebilledet, men uden fornyet spillestil. P gjorde teatret til periodens førende Shakespearescene, oftest med sig selv i hovedroller med særlig styrke i King Lear, Othello og Antony and Cleopatra. Skønt primært tragiker havde P også succes i komiske roller, bl.a. Falstaff, men forekom kølig i elskerroller. Ledelsen af Sadler’s Wells Theatre var det første synlige resultat af kampen for et frit teater efter ophævelsen af teatermonopolet 1843.

Bibliografi: Arundell, D The Story of Sadler’s Wells 1683-1964 1965; Watson, E B Sheridan to Robertson. A Study of the Nineteenth-Century London Stage 1926.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig