Michael Frayn, f. 1933, engelsk dramatiker, forfatter og journalist. F er som Alan Ayckbourn en teknisk dygtig, underholdende og meget opført dramatiker og har på samme måde bevæget sig fra den veldrejede komedie over mod mere seriøsitet. Londondebut med de fire enaktere The Two of US 1970. F har vist en stor interesse for Tjekhov, som han har oversat og bearbejdet, begyndende med The Cherry Orchard National Theatre 1978. Et eksempel på hans farceagtige komedier er den succesfulde Noises Off 1982 (Larm i kulissen Nørrebro Teater og Aarhus Teater 1983, Koks i kulissen Nørrebro Teater 2000). Hans seriøsitet har bl.a. samlet sig om politiske temaer som i Copenhagen 1998 (København Betty Nansen Teatret 1999) om atomfysikerne Werner Heisenbergs og Niels Bohrs møde 1941 og i Democracy 2003 (Demokrati Betty Nansen Teatret 2004) om forbundskansler Willy Brandts tilbagetræden. Han har skrevet en række romaner bl.a. Headlong 1999 (Over hals og hoved 1999).

Bibliografi: Page, M File on Frayn 1994.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig