John Philip Kemble, 1757-1823, engelsk skuespiller, instruktør og teaterleder. Født ind i en berømt slægt af skuespillere med forældrene Roger K og Sarah Ward K, hvis 9 ud af 12 børn gik til scenen, bl.a. Sarah Siddons, komikeren George Stephen K, Charles K samt dennes datter Fanny K, der tillige blev forfatter. K fik sin Londondebut som Shakespeares Hamlet på Drury Lane Theatre 1783, og som den første ikke iklædt et samtidigt kostume. Berømmet for sin aristokratiske elegance og gennemarbejdede fortolkninger udviklede K sig til en betydelig tragisk skuespiller ofte i ‘romerske’ roller som Brutus og Coriolan hos Shakespeare og titelrollen i Joseph Addisons Cato, men var fx også en magtfuld King Lear i Shakespeares stykke 1787. K spillede ofte med søsteren, Sarah Siddons. Som leder og instruktør på Drury Lane Theatre 1788-1802 indførte K sceniske reformer og påbegyndte genetableringen af Shakespeares egne tekster, som siden restaurationstiden havde været udsat for bearbejdelser. K skabte egne spilleversioner, der prægede opførelserne i de flg. årtier. 1803 overtog K ledelsen af Covent Garden Theatre, hvor han fortsatte arbejdet med Shakespeare og samspillet med søsteren. I sine iscenesættelser skabte K en moderat historisk realisme; hans begrænsning lå i komedien, hvor han blev beskyldt for at være ‘lige så morsom som en begravelse’.

Bibliografi: Baker, H John Philip Kemble: The Actor in his Theatre 1942; Kelly, L The Kemble Era 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig