John Arden, 1930-2012, engelsk dramatiker, der tilhørte den nyrealistiske bølge fra 1950'erne. Hans Brecht-inspirerede stil forener poesi, sange og prosa og rummer en klar samfundskritisk og politisk holdning, som han i 1960'erne erklærede som socialistisk revolutionær. Hans første stykker foregår i hans hjemlige Nordengland fx Live Like Pigs Royal Court Theatre 1958 (Sa’ De der var badeværelse Ungdommens Teater 1965). Hans berømteste stykke er Serjeant Musgrave’s Dance Royal Court Theatre 1959 (Sergeant Musgrave’s dans Alléscenen 1963). Han skrev ofte s.m. sin kone, Margaretta d’Arcy, og udviklede med hende et folkeligt teater, som beskrevet i To Present the Pretence: Essays on the Theatre and Its Public 1977.

Bibliografi: Gray, F John Arden 1982; Hunt, A Arden: A Study of His Plays 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig