Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulla Gottlieb

Oprindelig forfatter BL-M

Ulla Gottlieb, f. 1945, dansk instruktør, opr. skuespiller, uddannet Odense Teater 1969. Hun fik sit gennembrud på Folketeatret 1971 som Margot i Leif Petersens Nu går den på Dagmar og fik hurtigt store roller som Strindbergs Frk. Julie og eleven i Ionescos Enetime Det Danske Teater 1972, Ofelia i Shakespeares Hamlet Folketeatret 1973 og Jo i Shelagh Delanys En duft af honning Hvidovre Teater 1976. Debut som instruktør 1982, en karriere, der fik sin karakteristik, efter hun spillede i Lars Noréns Kærlighedskonsumenterne Comediehuset 1985, iscenesatte hans München-Athen CaféTeatret og spillede i Asken, urnen og hvilestolen Hvidovre Teater/Teatret ved Sorte Hest begge 1986. Siden har hun med intens psykologisk-analytisk sans været en skuespillernes indtrængende instruktør i en række af Noréns kammerspil som Skyld i kærlighed og Så enkel er kærligheden Rialto Teatret 1993 og 2000, men også fx i Johan Sundelius’ Hun er her ikke og Bergliót Árnadóttirs Massakre Rialto Teatret 1995 og 2002. Hun har iscenesat Vivian Nielsens Den yderste nat Vendsyssel Teater 2003 og Brandes Det Danske Teater 2006.

Teaterpriser: Teaterkatten, Teaterpokalen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Ulla Gottlieb i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428214