Stine Stengade, f. 1972, dansk skuespiller, uddannet på Statens Teaterskole 1998. Hun gjorde sig hurtigt bemærket i Tjekhovs Tre søstre og Marguerite Duras’ Savannah Bay Rialto Teatret 1998 og 1999. Hun spillede i Shakespeares Kærlighedens kværulanter Det Kongelige Teater 1999 og året efter Viola i hans Helligtrekongersaften Grønnegårds Teatret og blev samtidig landskendt som den kvindelige hovedperson i tv-serien Edderkoppen DRtv 2000, skrevet af Lars Kjeldgaard efter idé af Ebbe Kløvedal Reich. Talentet rummer intelligens og en lidt køligt behersket erotik parret med indre spænding og uro. Hun spillede titelrollen i Flemming Enevolds bearbejdelse af Alexandre Dumas fils’ Kameliadamen Gladsaxe Teater 2002, s.å. den unge professorfrue i Tjekhovs Onkel Vanja Det Kongelige Teater og 2006 Chili Turéll i Martin Miehe-Renards Onkel Danny i Teatertapperiet.

Teaterpriser: Reumert-Prisen (Reumerts talentpriser).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig