Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sonja Richter

Oprindelig forfatter BeHN

Sonja Richter, f. 1974, dansk skuespiller, uddannet på Odense Teater 1999. Viste allerede i sin debut sit sangtalent i Chris Jordans Lulu – Sometimes in Dreams Odense Internationale Musikteater 1998/99, senere som Maria Magdalena i Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar Østre Gasværk Teater 2002. Efter de klassiske ungpigeroller, Ophelia i Shakespeares Hamlet Odense Teater 1999 og Solveig i Ibsens Peer Gynt Det Kongelige Teater 2001, er R for alvor brændt igennem sit tilsyneladende skrøbelige ydre med en sjælden styrke; som Louise i Kabale og kærlighed af Fr. Schiller Det Kongelige Teater 2003, som den renfærdige og trodsige Antigone af Jean Anouilh Det Kongelige Teater 2003 og som Esther i Henri Nathansens Indenfor murene Det Kongelige Teater 2005. Ved siden af teaterkarrieren har R medvirket i en række film og tv-serier.

Roller i: Animals in Paradise Det Kongelige Teater 2000; Antonius og Cleopatra Det Kongelige Teater 2001; Festen Mammutteatret 2002; Ivanhoe Det Kongelige Teater 2003; Himlen Aveny Teatret 2004; Hedda Betty Nansen Teatret 2006; Blanche og Marie Betty Nansen Teatret 2006.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedikte Hammershøy Nielsen: Sonja Richter i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429823