Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sam Besekow

Oprindelig forfatter BL-M

Sam Besekow, 1911-2001, dansk instruktør. Efter studentereksamen rejste han til Tyskland, læste hos teaterhistorikeren Artur Kutscher og var instruktørelev i Berlin hos Max Reinhardt og Erwin Piscator, to af tidens førende teaterfornyere. Han blev optaget som skuespillerelev på Det Kongelige Teaters elevskole, hvor han allerede 1934 debuterede som instruktør med Stefan Zweigs Jeremias. Efter et par sæsoner på Odense Teater spillede B nu og da selv, fx i John Steinbecks Mus og mænd 1937 på Riddersalen, som han blev leder af 1938-40, men det var her, han slog sit navn fast som en af tidens interessanteste instruktører med sit repertoire og sine iscenesættelser af det moderne drama fra Eugene O’Neill til Steinbeck.

1943 flygtede han til Sverige, hvor han i krigens to sidste år virkede som instruktør bl.a. på Stockholms Stadsteater. B var en af tidens mest efterspurgte instruktører, og han levede et myreflittigt liv med opgaver herhjemme og i udlandet. Han var visionær, intelligent, følsom, dristig i sine udspil og utrolig lydhør over for sine skuespillere, der med tryghed udviklede sig under hans personinstruktion. Hans spektrum bredte sig vidt fra klassikerne til det nyeste repertoire, med mest vægt på det moderne: Edward Albee, Jean Anouilh, Beckett, Harold Pinter, Peter Weiss, Peter Shaffer, Kjeld Abell, H C Branner og Ulla Ryum. En gennemgående interesse for Tjekhov og García Lorca markerer sig i listen over hans arbejder, selv om de herhjemme blev betragtet som vanskeligt tilgængelige. Bs to hovedarbejdssteder var Det Ny Teater og Det Kongelige Teater. På det første var han med til at fastholde dets position i Peer Gregaards glansperiode som teaterleder 1944-66 med iscenesættelser af bl.a. Abells Silkeborg 1946, Tjekhovs Mågen 1950, Tennessee Williams’ Kat på et varmt bliktag 1956 og Anouilhs Toreadorvalsen 1957. Fra den omfattende virksomhed på Det Kongelige Teater kan nævnes: Anouilhs Eurydike 1946, O’Neils Ismanden kommer 1948, Branners Søskende 1952, Weiss’ Forfølgelsen af og mordet på Jean-Paul Marat 1965, Pinters Gamle dage 1972 og Tjekhovs Kirsebærhaven 1973, samt Dubose Heyward og George og Ira Gershwins folkeopera Porgy and Bess 1970 og Alban Bergs Wozzeck 1971. Så sent som 1993 iscenesatte han på Det Kongelige Teater Pinters Fødselsdagsselskabet og i 1996 Albees Tre høje kvinder. B var en meget anvendt radioteaterinstruktør, og hans debut som tv-instruktør 1960 med Erwin Sylvanus’ Herr Korczak og børnene var så nytænkende i forhold til mediet, at han gentog instruktionen i tysk tv fulgt af flere arbejder i Tyskland. Han har skrevet en række bøger: romaner, erindringer og teaterteoretiske betragtninger. Se også Friedrich Dürrenmatt.

Teaterpriser: Ingenio et arti, Jeppe-prisen, Karen Marie Thorsens Legat, Statens Kunstfonds Livsvarige kunstnerydelse, Teaterkatten, Teaterpokalen, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.

Annonce

Bibliografi: Besekow, S Breve til en teatergal professor 1959 & Skrædderens søn 1964 & Syvtallet 1966 & ‘Komedianter’ 1969 i Fra mayonnaisekvarteret til Det Kongelige Teater 1993 & ‘Hecuba’ 1951 & ‘Skrevet i vand’ 1962 & ‘Smerten og lidelsen’ 1994 i At ane kraniet bag alle masker 1994; Barfoed, N Til Sam Besekow 1981; Nybo, M ‘Sam Besekow’ i Magiske øjeblikke. 15 samtaler om teater 2003; Roos, O Guds gøgler Portrætfilm 1992.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Sam Besekow i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427357