Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nikoline Werdelin

Oprindelig forfatter BL-M

Nikoline Werdelin. Liebhaverne, opført 1997 på Husets Teater med bl.a. Tammi Øst. Kim Bjarke instruerede og Kim Witzel skabte scenografien.

Nikoline Werdelin. Liebhaverne, opført 1997 på Husets Teater med bl.a. Tammi Øst. Kim Bjarke instruerede og Kim Witzel skabte scenografien.

Nikoline Werdelin, f. 1960, dansk tegner, forfatter og dramatiker samt instruktør, uddannet i tegning og grafik på Skolen for brugskunst 1984. Tegnede, bl.a. 1984-88 til Politiken serien Café, et vittigt portræt af cafépublikummets livsstilcodex, og fortsatte 1994-2004 sammesteds med Homo metropolis. 1987 debuterede W som dramatiker med Under de gule måner på Bellevue Teatret i samarbejde med Hans Kragh-Jacobsen. Et skelsættende gennembrud kom 1997 med Liebhaverne på Husets Teater med et besk billede af storbydanskernes skisma mellem selviscenesættelse og virkelighed. Det er åbenbart, hvorledes tegneserierne har skærpet Ws blik for karakterer, situationer, miljøets sprog og den præcise replik. Og, hvor seriernes replik er konkret, har hun i dramaet evnet at udbygge den med underteksternes hemmelige rum. Det videre dramatiske forfatterskab forenes med egen instruktion fra Den blinde maler Husets Teater 1999. Den moderne danskers problemer med sammenstødet mellem idéer og hverdag fortsætter med Mine to søstre Husets Teater 2001 og Boblerne i bækken Aveny Teatret 2002, mens hun i Marta’s tema Aveny Teatret 2005 sammenstiller et nutidigt miljø med et tilsvarende miljø i 1870'ernes Kbh. Akvariefuglen Det Kongelige Teater 2005 omhandler det psykiatriske behandlermiljø. 2006 skrev og iscenesatte W komedien Natmandens datter, der udspiller sig i Holberg-tidens Kbh. Se også Dramatiker.

Teaterpriser: Danmarks Teaterforeninger, Reumert-Prisen (Årets dramatiker).

Kunstnerens egen hjemmeside

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Nikoline Werdelin i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430627