Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nikolaj Cederholm

Oprindelig forfatter ASca

Nikolaj Cederholm, f. 1963, dansk skuespiller, uddannet Odense Teater 1986, instruktør, dramatiker og teaterleder. Som 1990'ernes mest betydningsfulde unge teaterprofil stod han i spidsen for den tiltrængte, lystbetingede foryngelseskur af dansk teater ved årtusindskiftet. C var medstifter af Dr. Dantes Desperate Renovations Show i 1979 og fortsatte sin udogmatiske teaterleg i Allerød indtil han overtog ledelsen af Aveny Teatret, herefter Dr. Dantes Aveny (1992-2001). C iscenesatte bl.a. sin egen mundrette samtidsdramatik i tæt dialog med skuespillere og scenografer. Han satte ord og ikke mindst krop på kærligheden, kønskampen og rastløsheden. Han leverede med sine genrebrydende forestillinger teater til sin egen forlystelsessyge og identitetsforvirrede generation, ofte med indignationen som drivkraft, satiren som stil. Cs personinstruktion resulterede i en 1:1-spillestil, hvor skellet mellem rolle og skuespiller forsvandt som i Paradis 1997, og han udnyttede skrøbeligheden ved at lade gamle og helt unge spillere mødes fx i Åbne hænder 1993. C indførte s.m. Kåre Bjerkø teaterkoncerten, fx Gasolin’ – en teaterkoncert 1994 og ØstreGasværk 2006, som alternativ til den traditionelt fortællende musical. Han deltog s.m. tegnestuen Plot i arkitektkonkurrencen om Det Kongelige Teaters ny skuespilhus 2001. C er blevet kritiseret for at lægge hus til splatter og overfladisk livsstilsteater, men også hædret for sin indsats for generationsskiftet i dansk teater. Se også Teaterkoncert.

Dramatiske værker: Sporet 1990; Jagten 1992; Ned på jorden 1997; Lillerød 2001 – alle Dr. Dantes Aveny; Simon Østre Gasværk Teater 2004; Alle mennesker er dødelige Det Kongelige Teater 2006; Åh Gud Edison 2007.

Teaterpriser: Danske Dramatikeres Hæderspris, Marguerite Vibys Jubilæumsfond, Reumert-Prisen (Bikubens hæderspris).

Annonce

Bibliografi: Cederholm, N Sporet 1990; Nybo, M Magiske øjeblikke. 15 samtaler om teater 2003; Theil, P & Garsdal, L Hvem der? Scener fra 90’erne 2000.

Hjemmeside for Dr. Dante

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Nikolaj Cederholm i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427585