Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolas Bro

Oprindelig forfatter BeHN

Nicolas Bro, f. 1972, dansk skuespiller, uddannet Statens Teaterskole 1998, og dramatiker. Debut som dramatiker 1998 med Den biologiske abe Statens Teaterskole, og som skuespiller i Racines Fædra Mammutteatret 1998. Som et af sin generations største talenter forener B en fysisk tyngde og intensitet med en særegen poetisk lethed, som tiltrækker tilskuerens opmærksomhed. Hos B mødes det rørende og dæmoniske; på Det Kongelige Teater som Kasimir i Ödon von Horváths Kasimir og Karoline 2003, som Golubkov i Mikhail Bulgakovs Flugt 2004, som Lysander i Shakespeares En skærsommernatsdrøm 2004, som Werner Bruun i Jokum Rohdes Pinocchios aske 2005, som Jacob i Henri Nathansens Indenfor Murene 2005 og som Mefisto i Goethes Faust 2006.

Som dramatiker skildrer B, som en desperado med uregerlig energi, den groteske verden af i dag; barndommens kamp mod voksenhelvedet i Natsværmer 1999; de følelseshungrende storbyindivider med en abe som det menneskelige centrum i Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner 2001; den samfunds- og kunstkritiske Stolthed er kolossal 2005, hvor en selvmordsbomber måske er eneste redning for at genskabe menneskeligheden – alle på Mammutteatret i samarbejde med instruktøren Christoffer Berdal og scenografen Mia Stensgaard. Søn af Helle Hertz og Christoffer Bro.

Roller i: Nederdrægtighedens historie Kaleidoskop 1999; Elton Johns briller Mungo Park 1999; Skrigerne Aveny Teatret 2001; Udvidelse af Kampzonen Det Kongelige Teater 2002; Vinden i piletræerne Det Kongelige Teater 2002-04; Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde Aveny Teatret 2006.

Annonce

Dramatiske værker: Himmelstormerne Østre Gasværk Teater 1999.

Teaterpriser: Lauritzen-Prisen, Reumert-Prisen (Årets mandlige hovedrolle, Årets mandlige birolle, Reumerts talentpriser), Teaterpokalen.

Bibliografi: Theil, P & Garsdal, L Hvem der? Scener fra 90’erne 2000.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedikte Hammershøy Nielsen: Nicolas Bro i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427482