Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marianne Mortensen

Oprindelig forfatter BL-M

Marianne Mortensen, f. 1958, dansk skuespiller, uddannet på Aarhus Teater 1983. Knyttet til Aalborg Teater 1984-92, hvor hun udviklede sit talent i en række forskellige roller fra Nora i Ibsens Et dukkehjem til Sally Bowles i Kander, Ebb og Van Drutens musical Cabaret begge 1990, samt titelrollen i Bent Fabricius-Bjerre og Paul Hammerichs musical Esther 1991. 1988 var hun på DRtv hovedrollen i Brechts Det gode menneske fra Sezuan, som hun gentog på Gladsaxe Teater 1996, hvor M havde medvirket i en række musicals, bl.a. som Roxane i Sebastian og Flemming Enevolds Cyrano 1993 og Katharina i brdr. Prices udgave af Shakespeares Trold kan tæmmes 1996. S.å. spillede hun titelrollen i Haukur Tómasson og Peter Laugesens Gudruns 4. sang Operanord og 1999 Dulcinea i Mitch Leigh og Dale Wassermans Don Quixote. En mand fra La Mancha Det Ny Teater.

Ved siden af det musikalske har M udviklet en vidtrækkende spændvidde i sit dramatiske talent i monologen Dinas bog efter Herbjörg Wassmos roman Gladsaxe Teaters Væksthuset 2000, i titelrollen i Ibsens Fruen fra havet Aalborg Teater 2002, som vanvittig hustru i brdr. Prices version af Leif Panduro og Bent Christensens Naboerne Nørrebro Teater 2004 og en myndigt styrende fru Brandes i Vivian Nielsens Brandes Det Danske Teater 2006.

Teaterpriser: De gule kort, Reumert-Prisen (Årets kvindelige birolle).

Annonce

Eksternt link:

www.mariannemortensen.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Marianne Mortensen i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429236